17 nye familieboliger er godt på vej
Opførelsen af 17 nye familieboliger på Moltkes Allé i Dronninglund er nu så langt fremme, at Sundby-Hvorup Boligselskab, der opfører boligerne, i sidste uge kunne invitere til rejsegilde. De 17 almene familieboliger er alle med tre rum og på 89 kvm.
Ved rejsegildet havde man inviteret håndværkere, bestyrelse og øvrige samarbejdspartnere.
- Vi vil gerne fejre håndværkernes flotte arbejde, sagde direktør Jens Erik Grøn i sin tale.
- Efter en lidt hård start med lokalplan og en gøgeurt, synes jeg, det er gået godt. Arkitektur gør det ikke alene, for der skal godt håndværk til, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det, synes jeg, er tilfældet her, sagde han og roste håndværkerne.
- Det er et godt hold, vi har samlet her. Ikke engang problemer med materialeleverancer har slået jer ud, og I er kommet igennem det ved hjælp af øget planlægning, sagde Jens Erik Grøn.
Henvendt til borgmesteren sagde han videre:
- Vi er glade for, at Brønderslev Kommune bakker op om udviklingen af de forskellige store og små byer, der alle er en del af et sammenhængende og velfungerende boligmarked.
Borgmesteren var også tilfreds med byggeriet og samarbejdet med boligselskabet.
- Jeg tror, det var godt, vi kom i gang på det tidspunkt og inden de store prisstigninger, sagde han.
Husene er opført i mursten, paptag samt døre og vinduer i træ/alu. De er ens og består af et gennemlyst køkkenalrum og stue, bryggers i forlængelse af badeværelse, mindre værelse, stort soveværelse og en entre/fordelergang.
Huslejen vil blive på godt 7.000 kroner, og man forventer, at de første lejere kan flytte ind i forsommeren.
Det samlede budget er på 32 mio kroner.