160 unge vinkede farvel til BG
- Jeg håber, I bliver kærester med livet. Og at I holder sammen - også i svære tider.
Nogenlunde sådan afrundende rektor Per Knudsen sin dimissionstale til årets studenter på Brønderslev Gymnasium og HF.
Fredag formiddag var afgangseleverne samlet med forældre, lærere og øvrige for at modtage deres eksamensbeviser. Vanen tro var seancen præget af både glade og trætte ansigter.
Dels som følge af et højt arbejdspres i eksamenstiden og formentlig også som konsekvens af de senere dages festivitas.
Under alle omstændigheder kunne Brønderslev Gymnasium vinke farvel til en årgang, der omfatter 112 stx’ere og 48 HF-studenter. Forude venter nu de obligatoriske studenterkørsler, inden de nye hue-indehavere for alvor kan holde velfortjent sommerferie.