Billede beskrivelse

150 ud med bøsserne

02. april 2018 kl. 16.21

På søndag går omkring 28.000 mennesker på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Indsamlerne banker på hos stort set alle husstande i Danmark, men kun hos halvdelen er der nogle hjemme. Kræftens Bekæmpelse i Brønderslev og oplandsbyerne opfordrer alle til at huske landsindsamlingen på søndag.

Søndag holder Kræftens Bekæmpelse landsindsamling. Og i følge de seneste meldinger vil omkring 28.000 mennesker gå på gaden for at støtte kampen mod kræft.

- Det er fantastisk, at så mange frivillige endnu en gang står klar til at bakke op om landsindsamlingen på søndag. Det er en enorm og meget vigtig støtte til hele Danmarks kamp mod kræft, siger Trine Porret Randahl Larsen, projektleder i Kræftens Bekæmpelse.

I Brønderslev vil omkring 150 frivillige banke på dørene i lokalområdet. Og hos Kræftens Bekæmpelse håber man at komme til at møde så mange som overhovedet muligt.

- Opbakningen i Brønderslev er altid overvældende. Vi kommer rundt til stort set alle husstande, og de steder, hvor der bliver lukket op, er støtten og bidragene fantastiske. Men ofte er det desværre sådan, at der kun er nogen hjemme hos omkring halvdelen - men der er heldigvis god mulighed for at støtte selv om man ikke er hjemme, siger Else Nørkjær, der er kampagneleder af landsindsamlingen i Brønderslev.

Man kan også støtte landsindsamlingen via sms, MobilePay og på indsamling.dk. Hvert indsamlingsområde har sit eget MobilePay nummer, så man kan følge, hvor mange penge der kommer ind via den mobile betalingsløsning til den enkelte lokale indsamling.

Landsindsamlingen gav sidste år 35,7 millioner kroner til kampen mod kræft. I Brønderslev samlede ca. 150 frivillige indsamlere 135.000 kr. ind.

For hver 100 kroner, der samles ind til landsindsamlingen, går de 61 til forskning, 20 til patientstøttearbejde og 16 kroner til oplysning og forebyggelse. De sidste 3 kroner går til administration.

Du kan stadig nå at melde dig som indsamler ved at klikke her http://www.indsamling.dk/bliv-indsamler/

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste