128 ny virksomheder
BRØNDERSLEV: Der blev i første halvår af 2018 grundlagt 128 nye virksomheder i Brønderslev Kommune.
Antallet af nye virksomheder i Brønderslev Kommune i første halvår af 2018 svarer til, at der i kommunen kom 4,5 nye virksomheder pr. 1.000 borgere. Det viser nye tal fra CVR og Danmarks Statistik, som regnskabsprogrammet Dinero har trukket og behandlet.
- Tallene viser, at man som iværksætter aldrig er helt alene, selv om man godt kan føle det, særligt når tingene ikke kører som smurt. Der er altid en i nærheden, som er i samme situation. I stedet for at gemme sig med sine udfordringer, skal man bruge disse mennesker, som er i nærheden til at få et solidt netværk af ligesindede, som man kan dele opture, nedture og udfordringer med, siger Martin Thorborg, som har startet en lang række virksomheder og i dag er administrerende direktør i Dinero.
- Man kan lære helt vildt meget af andre mennesker, og man kan ikke udvikle sin forretning, hvis ikke man bruger andre som sparringspartnere, der kan se på ens udfordringer med andre øjne. Derudover er det afsindigt vigtigt at have nogen at læne sig op ad, når man føler, at man er ved at vælte.
- Selv om iværksætteri er prestigefyldt blandt danskerne, så har kun syv procent af danskerne intentioner om at kaste sig ud i iværksætteri. Dermed ligger Danmark under det generelle niveau i EU. Det viser Iværksætterundersøgelsen 2017, som Dansk Iværksætter Forening har udgivet.
- Personligt kunne jeg da godt ønske, at flere turde at tage springet ud i iværksætteri. Der sker noget med en, når man satser og kaster sig ud på dybt vand med et projekt, som man virkelig brænder for i stedet for bare at tage det stensikre valg med et 37-timers lønmodtagerjob, hvor man egentlig bare arbejder for at få løn, siger Martin Thorborg.
- Jeg møder og hører fra et utal af seje iværksættere, som har nogle fede idéer og tanker og store ambitioner, og som ikke ser sig tilbage. Det er fedt, og det har jeg uendelig respekt for. For iværksætterne er med til at sikre, at udviklingen i Danmark ikke bare kører i hak, men at der hele tiden sker noget nyt.
- Vi er glade for det store antal, men der er basis for flere, mener erhvervschef Marianne Gade fra Brønderslev.
Hun fortæller, at erhvervskontoret har travlt med at servicere de mange nye iværksættere.
- Det betyder meget for os, vi også har rigtig god overlevelsesprocent på de nye virksomheder, siger Marianne Gade.