1235 gik og løb i parken
Der blev travet og gået godt 23.000 runder i parken
BRØNDERSLEV: Stafet for Livet slog klart sidste års tal. Der blev gået 20.098 kilometer - nemlig 23.497 runder i Hedelund Rhododendronpark.
Stafet for Livet blev indledt lørdag klokken 12 og sluttede søndag klokken 12.
Endnu er det økonomiske resultat ikke gjort op, men næstformand i Stafet for Livet, Lone Lønbro Jensen, håber, at sidste års indtjening på 375.000 kr. passeres.
der blev gået og løbet 2580 kilometer mere end i fjor. Der deltog 1235, ligesom 92 fightere havde meldt sig.
Håndboldspilleren Daniel Svensson, der er ambassadør for Stafet for Livet, og Mikkel Krogh Bistrup, der begge har været ramt af kræft, fortalte ved åbningen om deres sygdomsforløb, inden de sluttede sig til fighterne.
Fightere er personer, der har været eller er ramt af kræft, og de tog den første æresrunde med Brønderslev Harmoniorkester i spidsen.
Højdepunktet for Stafet for Livet var lysceremonien lørdag aften, der samlede et par tusinde mennesker.
Hovedtaler var tidligere direktør Tonny Bistrup, der fortalte om sit møde med kræft.
Han kunne fortælle, at hans kone, Tove, i 2015 blev reddet på grund af god behandling.
- Hvert år dør 15.000 danskere af kræft. Det er lige så mange, som der bor i Brønderslev og Dronninglund byer, konstaterede han.
Tonny Bistrup understregede vigtigheden af, at der ydes penge til kræftforskning.
Viceborgmester Karsten Frederiksen sluttede det 24 timer lange arrangement.
Han roste de mange, der har ydet en indsats.
- Fra Brønderslev Kommune skal der lyde masser af ros til Initiativtagerne, styregruppen og Kræftens Bekæmpelse for støtte.
- Brønderslev Kommune er så stolte af jeres indsats, sagde han.