1000 kvadratmeter sport
Under stor festivitas åbnede Sport24 torsdag i Østergade i Brønderslev. Det væltede fra morgenstunden ind med kunder i den ny butik på 1000 kvadratmeter.
Lokalerne, der tidligere har huset Punkt 1 og Expert, har gennemgået en større modernisering gennem de seneste uger, for at være klar til åbningen.
Der er masser af sportstøj, bolde, ski, rulleskøjter, bikinier og meget mere.
Der er indrettet en afdeling, hvor der gives 80 procent rabat.
Der er indrettet et børnehjørne (kids zone), hvor børnene kan se film, ligesom der er et sofahjørne til de voksne. Her kan den ene ægtefælle hygge sig med dagens avis, mens den anden shopper.
Butikken i Brønderslev er nummer 36 Sport24 forretning i Danmark.
Den kun 22-årige Anne Lentz fra Aalborg er butikschef i forretningen, der har syv ansatte.
Hun kommer fra et job som butikschef i Randers, og har tidligere været i Sport24 i Hjørring.
- Det er spændende at være med til at indrette en helt ny butik, siger Anne Lentz, der har glædet sig til den store dag.
Anne Lentz har været i Sport24 i seks år, idet hun begyndte som ungarbejder.