Legendernes og de sjove historiers aften i Hjallerup Idrætsforening
HJALLERUP: Der var kæmpestort fremmøde i Hjallerup Idrætsforenings klubhus, hvor salen var fyldt til bristepunktet af fortrinsvis aldrende herrer, da idrætsforeningen havde indkaldt til en særlig aften.
Initiativet til arrangementet var taget af formand for fodboldudvalget, Lisbeth Vinter Birk. Hun havde kontaktet leder af fodboldfitness 60+, Godtfred Pedersen, fordi hun som ung og ny leder af fodboldafdelingen syntes, det kunne være spændende at høre noget om idrætsforeningens opstart og historie.
Godtfred greb opfordringen og fik samlet de fire foregangsmænd Svend Erik Thomsen, Karl Georg Sørensen, John Pedersen og Niels Jørgen Nielsen, som alle mødte op med stor fortællelyst.
Aftenen startede med, at geografien blev sat på plads med et luftfoto fra 1954 af det gamle stadion i Vestergade, hvor Grandisvej og den vestlige side af Normanniavej ligger i dag.
Det startede i 1938, hvor der blev købt fire tønder land, som blev planeret og tilsået ved hjælp af frivillig arbejdskraft med skovl og trillebør.
I 1941 var der grobund for at opføre et klubhus, og det gav store forhold med omklædningsrum til hjemmehold og udehold, fælles baderum og toilet og en lille karnap som udsalgssted for is, sodavand og øl.
I 1969 indgik idrætsforeningen en byttehandel med kommunen, så kommunen overtog arealet ved Vestergade, og idrætsforeningen fik i stedet to fodboldbaner nord for den nyopførte hal på Idræts Allé.
Gamle billeder og historier
Aftenen blev krydret med fremvisning af en række billeder af gamle fodboldhold, ligesom der blev fortalt sjove historier om, hvordan man i fællesskab løste praktiske opgaver.
Det hele blev krydret med anekdoter, som flere gange i løbet af aftenen pirrede lattermusklerne hos de fremmødte. Indimellem blev anekdoterne også kommenteret og suppleret, da mange af de fremmødte selv havde været aktive fodboldspillere.
Det kan ikke helt udelukkes, at flere af historierne er blevet lidt bedre igennem årene.
Blandt forskellige navne på aktive var Gunnar Svendsen et navn, der blev nævnt mange gange i løbet af aftenen. Han var igennem flere år netop den ildsjæl, der påtog sig mange forskelligartede opgaver.
Altid med et godt humør kridtede han banen op, passede klubhuset, var fast linjevogter og sørgede for, der blev solgt is og øl.
Der skal mange penge til at drive en idrætsforening, og der blev fortalt om den store idérigdom og arbejdsomhed for at skaffe den nødvendige kapital. Det skete bl.a. ved at afholde baller, bankospil, koncerter, lodseddelsalg og ikke mindst ved at stå for parkering ved Hjallerup Marked.
I det hele taget var aftenen præget af det sammenhold og fællesskab, som fodboldlivet har repræsenteret igennem adskillige år, og ikke mindst med et nostalgisk skær af betydningen af ’Den tredje Halvleg’.