Billede beskrivelse

Landmand Brian Sørensen tildelt årets Erhvervspris: Jeg er stolt af at være bondemand

09. april 2025 kl. 19.02

- Jeg er stolt over at vinde denne pris. Jeg kommer fra et erhverv, der nok er lidt udskældt, så jeg er stolt både på egne og mit erhvervs vegne, sagde Brian Sørensen i sin takketale, da han af Rotary havde fået tildelt årets Erhvervspris ved et arrangement på Dronninglund Efterskole.

Her mødte omkring 70 op til en aften, der foruden prisuddeling bød på et indlæg fra Christian Mosevang, ejer af HOSTA i Hjallerup, og spisning.

Uddeling af erhvervsprisen er en årligt tilbagevendende begivenhed, og målet med prisen er at påskønne initiativ, dynamik og succes i erhvervslivet.

Billede beskrivelse

- Med prisen vil vi gerne skabe opmærksomhed om de mange veldrevne virksomheder og dygtige erhvervsdrivende i de tidligere Dronninglund og Hals kommuner og desuden fokusere på, hvilken forskel de gør i vores lokalsamfund, sagde præsident for Rotary, Anders Nielsen.

Vinderen udpeges af en priskomité på ni medlemmer på baggrund af indkomne forslag. I år var der indsendt ni forslag, og efter grundige overvejelser valgte priskomitéen den endelige vinder.

Der følger ikke et pengebeløb med erhvervsprisen, men et diplom og et kunstværk skabt af en lokal kunstner. I år var det Birgit Krogsgaard, det fik denne opgave, og hun lavede et værk, der forestiller en lille mand, der sidder på toppen og nyder alt det, der er nået.

Det var sidste års vinder, Peter Rosenbeck, der afslørede dette års vinder, og det var også ham, der oplæste begrundelsen for, at man havde valgt landmand Brian Sørensen.

Billede beskrivelse

- Da Brian udarbejdede hovedopgaven på landbrugsskolen, skrev han om sine ambitioner, at hans drøm var et landbrug på 60-80 ha jord og 300 søer. Han startede i 1994 med at købe Østergaard i Thorup med 32 ha og 120 søer. I dag ejer han godt 3.000 ha, har 6.000 søer og producerer over 200.000 grise om året. Det udgør en fordobling af produktionen på to år. Han beskæftiger godt 50 personer plus en række afløsere, lød det i begrundelsen, der fortsatte:

- På trods af udfordringer har han bevaret evnen og lysten til at tage nye idéer op og ekspandere virksomheden. At drive et så stort landbrug kræver en stor portion evner som daglig leder af de ansatte. I den henseende viser han gerne vej som synlig leder, der går i front og samtidig viser retning og udstikker klare rammer. Mange elever er på den baggrund blevet særdeles godt uddannet. Hertil kommer, at der ikke mangler spændende udfordringer for de ansatte, der altid betjener det mest moderne udstyr, lød begrundelsen.

I sin takketale udtrykte Brian Sørensen stor glæde over at modtage prisen.

- Det er er en stor ære og dejligt, når man hver dag står op og forsøger at gøre en forskel i det, mange kalder Udkantsdanmark, sagde han.

- Det hele er blevet meget større, men vækst er nødvendigt, ellers bliver vi kørt over af omkostninger. Den eneste måde, vi kan styre omkostningerne på, er at følge med inflationen. Kan vi det, har vi gode muligheder for at give medarbejderne en god uddannelse og bevare en god virksomhed. Jeg elsker at være bondemand. Vi bliver desværre færre og færre, og det gør jo også, at politisk fylder vi mindre og mindre. Det betyder, at det godt kan være svært at få nogle fornuftige regler. Reglerne gør somme tider, at vi bliver udfordret på godt landmandskab. Vi har nogle faste datoer, vi skal overholde. Vi skal passe vore afgrøder, og lige pludselig skal vi fjerne dem, fordi vi skal skynde os at have sået de næste afgrøder. Vi skal også bidrage til den grønne omstilling, og her mener jeg, vi er en stor del af løsningen. Vi er det eneste erhverv, der samler CO2 op.

- Vi kan levere strøm fra sol og vindmøller, og vi kan producere biogas, hvis lokalområdet vil det. Jeg er stolt af mit erhverv til trods for, at vi møder modstand fra flere sider. Vi er nok for dårlige til at kommunikere de gode sager og for dårlige til at fortælle, hvad vi kan bidrage med, og hvad vi betyder for samfundet. Det skal vi blive dygtigere til, sagde Brian Sørensen efter at have modtaget årets Erhvervspris.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste