Kulturdag med mad, bøger, kreativitet og meget andet - se de mange billeder her
Borger9700 bød lørdag til Kulturdag på og omkring biblioteket i Brønderslev. Her var der mange forskellige ting på programmet og også noget nyt. Det oplyser Borger9700, der skriver:
- Der var dejligt vejr, og derfor var der også de perfekte rammer for, at ”Rundt om bålet” kunne tænde bål på pladsen. Der var tale om en ny aktivitet, som trak mange folk til. Der blev lavet risotto af perlebyg og fennikel, og der blev serveret stegte makreller til.
- Den Glade Bondemand holdt også til på pladsen, og det trak også mange til for at smage på de forskellige specialiteter. Som sædvanlig var vognen fra Lille Østergaards Økologi fyldt med rigtig mange gode grøntsager, og der var stor købelyst, fortsætter Borger9700.
Inde på biblioteket var der udstilling af lokale kunsthåndværkere med keramik, træarbejder, smykker, knive og pileflet. Som noget nyt var der udstilling af hjemmelavet papirklip tilsat forskellige genbrugsrekvisitter.
Førstesalen var forbeholdt børn.
- Her var rigtig mange børn, der sang med på sangleg med Jette og Rikke fra Biblioteket. Herudover kunne børnene lave smykker og armbånd med hjælp fra Brønderslev Fritids- og Ungdomsklub, male deres eget maleri ved at male på gamle malerier sammen med Kulturskolen, og bibliotekets medarbejdere hjalp med at lave sjove ting af Hama-perler. Og som noget nyt kunne man komme til at se godt ud med hjælp fra BAS’s dygtige ansigtsmalere, skriver Borger9700.
De melder også, at der som sædvanlig var stor søgning til bibliotekets årlige bogudsalg.
- Og skulle man have stillet sulten, var der spændende specialister i form af bl.a. pirogger med spændende fyld, og man kunne købe øl fra Bugtens Bryghus.
Mathias Christensen fra Brønderslev Kommunes fritids- kultur- og turismeudvalg holdt åbningstalen.