Kronprinsen skal løbe i Brønderslev
Kongehuset har nu meldt ud, hvilke af de kongelige familiemedlemmer, der deltager i Royal Run til sommer.
I Brønderslev bliver det kronprins Christian, der for første gang deltager i det kongelige løb. Det oplyser Royal Run i en pressemeddelelse.
- Det er virkelig stort for os, at Kronprinsen kommer til Brønderslev for at deltage i Royal Run. Vi lover, at vi nok skal lægge os i selen for at give ham en god oplevelse på sin første tur ud i landet på denne måde, siger borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V).
Royal Run sætter rekord i år med ikke mindre end 95.000 deltagere i henholdsvis Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København.
Løbet finder sted 20. maj, der er 2. pinsedag.