Katten blev slået af tønden på Falckstationen
DRONNINGLUND: Den gamle og traditionsrige fastelavn med tøndeslagning og udnævnelse af kattedronning og -konge lever fortsat i bedste velgående og har stadig godt fat i både børn og voksne.
Den er tilsyneladende ikke i fare for at blive udkonkurreret af den amerikanske halloween. Tværtimod. Sjældent har der været så mange arrangementer som i år.
Skoler, forsamlingshuse, kirker og børnehaver slog alle katten af tønden, og som noget nyt meldte Falckstationen i Dronninglund sig også på banen i år. Lørdag eftermiddag havde man ryddet en stor hal, hvor brandbilerne ellers står, og hængt tønder op i flere forskellige størrelser. Der var tønder til de helt små, til de lidt større og tønder til de helt store.
Brandfolkene sørgede for, at alt gik, som det skulle, og havde man lyst til at se de seje brandbiler, var det også muligt.
Det var tidligere nævnt første gang, Falckstationen lavede et sådant arrangement, men det bliver garanteret ikke sidste, for folk myldrede ind, og den store hal blev på forbavsende kort tid helt fyldt op af børn og forældre.
- Vi har ikke prøvet det her før, så vi har været lidt spændte på, om der ville komme folk, men det skal jeg da lige love for, der er, sagde stationsleder Christian Sonne-Schmidt, der dog var lidt bekymret for, om de havde købt for få faste-lavnsboller.
- Vi har kun købt 100, men nu må vi se, sagde han, mens der blev slået til tønderne.