Billede beskrivelse

Karina har lidt for travlt i øjeblikket

19. juni 2025 kl. 19.01

VOERGÅRD: For 24. gang er Voergård Slot midt i juli klar til igen at slå dørene op til de populære middelalderdage, hvor man en hel uge skruer tiden tilbage til 1533 og giver de besøgende mulighed for at mærke historiens vingesus. Bag det store arrangement står foreningen Vendsyssel Levende Historie (VLH), og her har man naturligvis travlt i denne tid med de sidste forberedelser.

- Vi har travlt, og faktisk har vi lidt for travlt, fortæller foreningens formand, Karina Smith Christensen.

- Vi har omkring 150 medlemmer i foreningen, men de færreste bor i nærheden af Voergård og kan derfor ikke bare dukke op en lørdag for at hjælpe. Derfor vil vi gerne have flere medlemmer og gerne nogle, der bor i nærheden, fortæller hun, der selv bor med sin familie i Vester Hassing.

Billede beskrivelse

- Vi er inde i et generationsskifte. De folk, der startede foreningen, var et sted i 40-erne for 25 år siden, og flere af dem kan ikke holde til det mere og trækker sig. Samtidig er vi ramt af coronatiden, hvor mange fik andre interesser under nedlukningen. Vi har nok heller ikke haft en ordentlig strategi for, hvordan vi rekrutterer folk. Vi skal jo ud og på en eller anden måde fange folks interesse, siger hun.

Mange opgaver

- Vi mangler frivillige især på arrangørdelen, altså det med at få styr på en masse ting. Foreningen har kun få boder selv. Vi har kro, pandekagehus og café, hvor der sælges kaffe og kage. Her skal vi selvfølgelig have folk til at besætte vagterne, men det er mindst lige så meget alt det bagom, vi har brug for folk til. Alt det praktiske som at bestille og arrangere ting. Det gælder både under middelalderdagene og i perioden op til, siger Karina, der har været med i bestyrelsen i mange år, men det er første år, hun er formand og dermed står i spidsen for det hele. Det ansvar ser ikke ud til at tynge hende.

Billede beskrivelse

- Vi har godt styr på det, så det skal nok blive godt, forsikrer hun, der blev lokket til middelalderdagene af sin mand for mange år siden.

- Jeg var skeptisk første gang og forbandt det meget med rollespil, men jeg blev ret hurtigt bidt af det, og nu er hele familien med. Vi er med alle dage og bor og lever i telt og i de rette klæder. Vi flytter faktisk derop om onsdagen i uge 28 og forbereder os, inden markedet åbner om lørdagen. Vi har vore to børn med. Den ældste har været med, siden hun var to, og den yngste var med, fra hun blev født. Vi hygger os og nyder fællesskabet. Det er en god måde at være sammen på som familie. Har man lyst til at prøve det, men ikke ønsker at investere i tøj og udstyr, kan man låne det hele, fortæller hun.

Lang forberedelse

- Vi arbejder mere eller mindre med markedet hele året. Vi er allerede i gang med planlægningen af markedet i 2026. Vi indhenter bl.a. tilbud fra de forskellige underholdere og tænker på, hvordan vi kan gøre pladsen bedre. Der er mange opgaver, og derfor søger vi engagerede frivillige til mange forskellige opgaver både før, under og efter middelalderdagene. Uanset om man er praktisk anlagt, elsker planlægning eller brænder for formidling, har vi en plads til dig, siger Karina Smith Christensen.

Middelalderdagene på Voergård Slot foregår i dagene 12. - 19. juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste