Billede beskrivelse

Kaj er ny præsident

18. juni 2025 kl. 19.03

DRONNINGLUND: På Dronninglund Rotary Klubs sidste klubmøde i klubåret 2024-2025, der foregik i Hou, var klubmedlemmer med pårørende samlet i tipien på havneområdet for bl.a. at markere ’høvdingeskifte’ med virkning fra klubåret 2025-2026.

Afgående præsident, Anders Nielsen, overdrog ved denne lejlighed præsidentkæden til næste præsident, Kaj Frederiksen. Præsidentens rolle er at agere leder på klubbens møder, der foregår hver mandag, og i øvrigt at varetage ledelsesopgaver internt i klubben og i forhold til omverdenen.

Ud over at skifte præsident hvert år roteres der i sammensætningen af de enkelte udvalg og formandsposter med det formål at give plads til nye idéer og at udvikle det enkelte medlems viden, kompetencer og engagement i forskelligartede opgaver.

Billede beskrivelse

Afgående præsident benyttede samtidig lejligheden til at takke for godt samarbejde i klubben i løbet af året og understregede, at det for ham er meget vigtigt, at klubbens medlemmer synes, det er både sjovt og spændende at deltage i det netværk, som klubben består af, samtidig med, at medlemmerne vedkender sig et humanitært og samfundsmæssigt ansvar globalt og lokalt.

Ny præsident

Kommende præsident, Kaj Frederiksen, anførte i sin tiltrædelseserklæring, at det for ham er væsentligt at bevare fokus på missionen med Rotary organisationen, som er at samle engagerede og motiverede mænd og kvinder i et netværk, der er kendetegnet ved høje etiske standarder, og som tjener til deres udvikling både personligt, samfundsmæssigt og professionelt.

- Rotary skal være et attraktivt erhvervsnetværk, hvor vi som medlemmer deler en passion for både samfundstjeneste, venskab og gode oplevelser, sagde Kaj Frederiksen, der også redegjorde for, at han allerede sammen med den kommende ledelsesgruppe i klubben har haft lejlighed til at fremlægge og drøfte sine strategi- og handlingsplaner for det kommende klubår.

I samme forbindelse fremhævede han, at han ønsker en tæt, løbende dialog med sine bestyrelseskolleger samt med de enkelte udvalgsformænd og med klubbens medlemmer i øvrigt. Samtidig anførte Kaj Frederiksen, at han ser frem til i klubben at få afprøvet, hvorledes en netop revideret og forenklet organisationsplan med dertil hørende ændrede vedtægter vil bringes til at fungere.

Sidst, men ikke mindst, anførte den nyvalgte præsident, at han meget gerne ser flere deltage i klubbens aktiviteter enten som gæster ved klubbens forskellige møder og arrangementer eller som medlemmer.

Et af klubbens væsentlige mål i det kommende klubår er således at udvide medlemsskaren og gerne med flere kvinder!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste