Kæmpe donation sikrer ombygning af fabrik til kulturcenter
BRØNDERSLEV: Nordea-fonden har valgt at donere 18,5 millioner kroner til det nye Kulturområde Hedelund - også kaldt Fabrikken - i Brønderslev.
Det fortæller Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.
Ombygningen af den tidligere PN Beslagfabrik er er derfor en realitet. Der er tidligere givet store donationer fra A.P. Møller Fonden, Realdania, Augustinusfonden og Det Obelske Familiefond.
- Det er helt utroligt, at det har kunnet lade sig gøre. Vi er meget taknemmelige for både Nordea-fondens og de øvrige fondes støtte til dette byggeri, som bliver det største vi har oplevet i Brønderslev Kommune i dette århundrede. Med fremskrivninger ender det med at blive et byggeri til mere end 156 mio. kr. Det bliver helt fantastisk, siger Mikkel Klitgård, der er borgmester i Brønderslev Kommune.
Den gamle fabrik skal omdannes til et Kulturområde Hedelund og skal efter planen stå klar i slutningen af 2027.