Julemanden var her, der og alle vegne
HJALLERUP/DRONNINGLUND: Det er en mørk tid med korte dage og hektisk travlhed for de fleste. Ikke mindst for julemanden. Heldigvis for ham er julen ikke længere centreret om juledagene, men starter allerede i november.
Det giver ham mulighed for at være mange steder. I den forgangne uge nåede han således at tænde det store juletræ i både Hjallerup og Dronninglund.
Torsdag mødte han op i Hjallerup Centret, hvor Hjallerup Handels- og Erhvervsforening havde inviteret til julehygge med masser af aktivitet i byen.
Der var i bogstavelig forstand sort af mennesker i centret især af familier, der kunne gå rundt i butikkerne og julehandle helt frem til kl. 20. Alle de fremmødte børn fik udleveret en slikbillet, så de kunne forsyne sig med julegodter, ligesom der var mulighed for de voksne at købe gløgg, æbleskiver og varme drikke.
Var man mere sulten, kunne der købes flæskestegsburgere, og spejderne serverede varm suppe tilberedt over bål.
Den store begivenhed var dog julemandens ankomst og ikke mindst det øjeblik, da han tændte det store juletræ.
På samme måde var det julemanden, der var omdrejningspunktet om fredagen, hvor han mødte op i Dronninglund. Her var det Dronninglund Handel, der inviterede til julehygge på torvet med underholdning for børnene på scenen. Det gjorde ventetiden på julemanden sjovere.
Han ankom på slaget 19. Ikke i kane, men i den flotte veteranbrandbil fra Falck. Børnene hjalp julemanden med at tælle ned til tændingen, og det lykkedes. Træet blev tændt, og derefter var der lejlighed til at gå om træet og synge sammen med julemanden.
Aftenen sluttede med et imponerende ildshow fremført af Rødder & Vinger. De smukke træer lyser nu op den kommende tid og markerer starten på den hyggelige juletid.