Julemanden besøgte Dronninglund Skole
DRONNINGLUND: De omkring 40 elever i specialklasserne på Dronninglund Skole fik sig i sidste uge en dejlig og hyggelig overraskelse, da julemanden pludselig dukkede op ved det store juletræ på skolen.
Her blev der lejlighed til at hilse på ham, ligesom han tog elever og lærere med rundt om træet, mens de sang de kendte julemelodier. Der var også slikposer, og det hele sluttede med pizza til alle.
- Det er en mor til et af børnene, der har søgt penge fra LEV fonden, fortalte lærer Karina Andersen.
- Moren søgte pengene, fordi der ikke længere er så mange penge til området, og hun ønskede at give børnene en stor og fælles oplevelse.
Det fik de, for julemanden gav sig god tid og underholdt til stor fornøjelse for alle, inden den travle julemand måtte sige farvel og drage videre til andre børn, der ventede.