Billede beskrivelse

Jubilæum fejret med kagemand og motionsløb

29. august 2025 kl. 06.01

DRONNINGLUND: Det er 10 år siden, Thomas Borup og Lasse Lindgren Holmstrøm overtog BeneFiT Fysioterapi i Dronninglund, og det skulle naturligvis fejres. Det blev det i onsdags med et formiddagsarrangement med kaffe og kage til patienter og om eftermiddagen med et stort motionsløb, hvor 150 deltog.

De to indehavere føler, at der i høj grad er grund til at markere jubilæet, for i de 10 år, de har været indehavere, er det kun gået en vej. Fremad.

- I kraft af at flere og flere af os bliver ældre, kommer der selvfølgelig flere skavanker, og det mærker vi, siger Thomas Borup.

Billede beskrivelse

- Alle får jo slidgigt på et eller andet tidspunkt, og mange får problemer med hofte, knæ, ryg, nakke og skuldre. I og med vi bliver dygtigere til at diagnosticere, ser vi også flere sygdomme. Der er således stor tilgang af sclerosepatienter, ligesom flere får parkinson. De har behov for at komme her. Et andet problem er, at vi bliver mere og mere stillesiddende og kigger på telefon og skærme i det hele taget. Samtidig er der i samfundet en øget fokus på sundhed, forklarer han.

To grupper af patienter

- Der er dem, der kommer med en henvisning fra egen læge eller sygehus, og så er der dem, der kommer af sig selv. Som gerne vil noget mere for at få behandlet skavanker. Mange har jo en aktiv livsstil, og de skal være klar til golf eller tennis, eller hvad det nu kan være, siger Thomas.

Der er otte fysioterapeuter i huset, og desuden er der en satellitklinik i Hals, ligesom man også tilbyder hjemmebehandling af folk, der er så dårlige, at de ikke kan komme til klinikken.

- Der er kommet mere aktivitet i de 10 år, vi har været her. Vi var den største klinik på yderbasis i kommunen, hvor Brønderslev vist nok nu har overhalet os, men vi er ret store i forhold til byens størrelse.

Billede beskrivelse

Det er en fordel, at vi er så mange, for så kan vi specialisere os. Dog ikke 100%, men vi kan noget forskelligt, og vi kan rent fagligt stimulere hinanden. Vi er også så heldige, at vi har et par stykker, der har været her i over 25 år, og de er jo kulturbærere, som kender stedet og lokalområdet. Lasse og jeg har også været fysioterapeuter i over 25 år. Desuden har vi unge fysioterapeuter, som kommer med en masse ny viden. Det er vigtigt, for vi behandler jo folk, fra de bliver født til de nærmest går i graven.

Vi vil ikke have ondt

Vi har i dag ikke tålmodighed til at have ondt. I gamle dage gik man til lægen og fik noget smertestillende. Havde man ondt i ryggen, skulle man lægge sig på sofaen eller i sengen og vente på, det gik over.

- Ja, sådan var det. Havde man en diskusprolaps, fik man at vide, at man skulle lægge sig i sengen i tre måneder, men det er i dag vendt helt på hovedet. Nu skal man ud af sengen og bevæge sig. Jo før, jo bedre. Før skulle man passe på det sted, der gjorde ondt. Nu skal man bevæge sig for at blive rask, påpeger Thomas, og Lasse føjer til:

Billede beskrivelse

- Det har gjort noget godt for vores område, at bevægelse er blevet til en del af helbredelsen. Vi har også opnået det, at vi er blevet en anerkendt faggruppe, som lægerne har stor tiltro til. De ved også, at bevægelse er vigtigt. For 15 år siden var det 90%, der blev opereret for en diskusprolaps. I dag er det 5 - 10%. Har man et brud i foden, får man en støvle på og kan gå dagen efter. I dag er det aktivitet og bevægelse, der skal til. Det er videnskabeligt bevist gennem masser af forskning, at bevægelse og træning virker. Vi ved faktisk, at det hjælper, siger Lasse.

Længere forløb

- Mange af vore patienter går her kun i kortere tid, men vi har også nogle, der går her i et længere forløb på helt op til 30 år. Det er personer med sklerose og parkinson, eller som har haft en hjerneblødning. Her er potentialet for at blive bedre måske ikke så stort, men det er enormt vigtigt, at man træner for at undgå at blive dårligere. Vedligeholdelse er også vigtigt. De går på hold sammen med folk, de kender, og for dem er det sociale en vigtig faktor. Hvis en af dem ikke møder op til træning et par gange i træk, så bliver der ringet til dem for at høre hvorfor. Vi er et sted, hvor vi fysisk skal træne, men vi ved også at vi har et socialt ansvar, så der er meget social aktivitet her i huset, og folk mødes på kryds og tværs og danner nye venskaber. Det er en stor del af det, siger Thomas.

Motionsløb

Jubilæet blev som omtalt afsluttet med et motionsløb med 150 deltagere i alle aldre. Der var ruter fra 2 km til en halv maraton. Løbet var arrangeret af foreningen ’Løb 4 sagen’, og overskuddet går til Knæk Cancer og Børnetelefonen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste