Jetjagere i luften for Danmarks udsendte: Her er ruten
Flyvevåbnet sender fly rundt over Danmark for at markere Flagdagen for Danmarks udsendte
Flyvevåbnet sender i dag to F-16 fly på vingerne for at flyve så lang en tur over Danmark, de kan, i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte, militære såvel som civile.
Turen starter klokken 14.50 fra Skrydstrup, hvorfra det første fly vender spidsen af en jetjager mod Ribe, hvor der er forventet overflyvning 14.55 Så går det slag i slag, inden flyet omkring 15.21 krydser regionsgrænsen mellem Skive og Mors for at overflyve Nykøbing Mors 15.22.
Så går ruten til Thisted med forventet ankomst få minutter senere, og derfra drøner F-16 flyet videre mod Aalborg - hvor det får selskab af endnu et fly, så turen derfra bliver fløjet af både en lead og en wingman.
Aalborg forventes overfløjet 15.33 ved Veterancenter Nord og få sekunder senere er flyene over Aalborg Kaserner. Så er der nordpå mod Sæby og Flådestation Frederikshavn med overflyvning 15.38 hhv. 15.39. Så er det styrepinden hårdt venstre mod Hjørring, hvor Hjørring Kaserne får besøg 15.43, inden turen går sydover.
Aalborg og flyvestationen kan vende blikket mod himmelen igen 15.47, inden flyene krydser regionsgrænsen igen og forlader Nordjylland omkring 15.52 ved Mariager.
Og mon ikke det dannebrogsmalede F-16 er et af de fly, der går i luften?
Flyene kan følges på diverse fly-trackere som fx Flightradar24 på deres callsign FLAGDAG.