Billede beskrivelse

Jes gik fra at være elektriker til at være kunstmaler

20. marts 2026 kl. 06.03

BRØNDERSLEV: Vi sidder i en kælder på Steen Blichersgade i Brønderslev. Jes Vestergaard og undertegnede. Vi skal have en snak om Jes Vestergaards store passion: Kunstmaleri.

Jes Vestergaard har altid haft kunsten tæt inde på livet. Hans nu afdøde far var en talentfuld maler, der mest arbejdede i klassisk stil. På gulvet i kælderen står nogle af faderens billeder.

På væggene hænger mange af Jes Vestergaards egne billeder. Mest i den stil han typisk arbejder i: Motiver af butiksruder i storbyer hvor motiverne er dobbelte. Hvad der er bag butiksruden, men også hvad der spejler sig i ruden. Ofte mennesker. Motiver som betragterens øjne er nødt til at gå på opdagelse i.

Men hvordan kom han her til, kunstmaleren der har en fortid som elektriker?

Billede beskrivelse

- Jeg har altid tegnet meget. I 1992 ønskede jeg at udvikle mine evner og begyndte at tage lektioner hos den nu afdøde israelske kunstner, Simon Sanfi, der boede i Brønderslev. Jeg gik hos ham i et par år og lærte virkelig meget.

I begyndelsen fik Jes Vestergaard dog ikke malet så meget, for der var både elektrikerarbejde og et familieliv med kone og tre børn, der fyldte det meste for Jes Vestergaard. Så det var mest om aftenen, han lod sine pensler arbejde med at skabe motiver på lærredet.

For otte år siden fik Jes Vestergaard en alvorlig sygdom. Akut nyresvigt.

- Jeg måtte tre gange om ugen tage på sygehuset for at få dialysebehandling. Efter noget tid fik jeg mulighed for selv at gå i dialyse hjemme, men det fyldte virkelig meget; nok 35 timer ugentligt.

I slutningen af 2023 fik Jes Vestergaard - efter meget lang tids venten - en ny nyre, og dermed et mere normalt liv tilbage.

Han vendte aldrig tilbage til elektrikerfaget, men fik nu meget bedre tid til at dyrke sin kunst. Og det kan man se i hans hjem, der er fyldt med billeder. Udover hans spejlingsmotiver også mange naturbilleder - især strandmotiver fra Løkken, Lønstrup, Sæby og Skagen.

Billede beskrivelse

- Jeg fik jo 35 timer mere foræret om ugen, hvor jeg ikke skulle ligge i min seng for at være i dialyse. Og det har virkelig hjulpet mig meget, at jeg efter at have fået en ny nyre, har kunnet bruge meget tid på min kunst, siger Jes Vestergaard.

Nu er han altså fuldtids kunstmaler, og han har efterhånden gennem mange år deltaget på rigtig mange udstillinger - også nogle censurerede.

Og helt aktuelt er der to forestående udstillinger, hvor man kan opleve hans kunst. Først den årlige kunstudstilling på Tolstrup-Stenum friskole i weekenden 21.-22. marts.

- Og så holder jeg selv påskeudstilling her i mit hjem på Steen Blichersgade 33, hvor vi er seks kunstnere der sammen udstiller den 2., 3., 5. og 6. april. Alle dage fra klokken 11 til klokken 16.

Så der bliver god mulighed for at gå på opdagelse i kunsten hjemme hos Jes Vestergaard.

- Til vores påskeudstilling bliver der da også lidt godt til ganen, lover Jes Vestergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste