Billede beskrivelse

Jens og Tristan nød at optræde som kræmmere

02. marts 2026 kl. 11.03

FLAUENSKJOLD: Folk strømmede til, da Flauenskjold IFs håndboldafdeling afviklede sit årlige loppemarked i Flauenskjold Hallen. Hallen var fyldt med stande, hvor der var gode muligheder for at lave en god handel.

Omkring 50 stande var der i alt, og det var både private, erhvervsdrivende og støtteforeninger, der var mødt op.

Billede beskrivelse

Flauenskjold Skoles Støtteforening havde således en bod. Det samme havde Flauenskjold Ifs håndboldafdeling, der solgte blomster fra deres bod. Her stod et par unge håndboldspillere, Jens Rasmussen og Tristan Sørensen, klar til at betjene kunderne.

- Vi står her for at tjene penge til Flauenskjold Håndbold, fortalte de.

- Vi skal til påske deltage i en turnering i Aarhus, og det koster en del penge. Derfor står vi her og sælger blomster. Der er andre fra klubben, der står længere nede i hallen med rengøringsmidler. Det er også vores.

For Jens var det første gang, han prøvede at stå i en bod, mens Tristan havde prøvet det før.

- Det er sjovt, og så går pengene jo til et godt formål, sagde Jens.

På et loppemarked er der normalt mulighed for at prutte om prisen, men det var der ikke hos Jens og Tristan.

Billede beskrivelse

- Vi har faste priser på det hele. Vi har dog nogle poser med blomster, som vi sælger for 100 kroner, og det er et godt og billigt tilbud, forklarede de, mens mulige kunder interesseret kiggede på de farvestrålende blomster.

Der var nok at kigge på. Overalt i hallen var boderne fyldte med fristende tilbud, og havde folk brug for en pause, var der sørget for, at man kunne købe både kaffe og brød, så man kunne genvinde kræfterne til at fortsætte turen rundt i hallen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste