Turen går til Vigsø Feriecenter i uge 27, hvor hver familie får eget feriehus og alle omkostninger betalt.
Livet her

Inviterer udsatte børnefamilier på ferie i feriecenter

22. marts 2023 kl. 19:01
Opdateret 07. april 2023 kl. 18:14

BRØNDERSLEV: Igen i år sender Brønderslev Provsti børnefamilier afsted på gratis sommerferie. Et samarbejde med Folkekirkens Feriehjælp og Arbejdsmarkedets Feriefond gør det muligt at tilbyde ferie for seks vanskeligt stillede familier. Turen går til Vigsø Feriecenter i uge 27, hvor hver familie får eget feriehus og alle omkostninger betalt.

Det er Arbejdsmarkedets Feriefond, som bestemmer betingelserne for at kunne ansøge. Som noget nyt kan familier komme i betragtning, hvis de modtager enhver form for overførselsindkomst. Det gælder også familier, hvis indtægt ikke er højere end dagpengesatsen, og hvor mindst ét medlem af familien har sociale problemer eller problemer med helbredet. Folkepensionister kommer dog ikke i betragtning. Det er desuden et krav, at familierne har børn under 18 år, som bor hjemme.

Diakonipræsten er rejseleder

Sogne- og diakonipræst Ivana Høgagard fra Hjallerup er rejseleder på turen til Vigsø sammen med Tenna L. Svensson. Ifølge Ivana Høgagard er det særlige ved ferieturen til Vigsø, at både de praktiske og økonomiske rammer er på plads.

- Det giver børnefamilierne den nødvendige ro til at nyde tiden sammen som familie og få rygsækken fyldt med gode oplevelser. På sommerferien til Vigsø kan vi rumme og tage hensyn til de sociale og helbredsmæssige udfordringer, der måtte være for deltagerne. Det er desuden en ferieform, hvor man har mulighed for at få et nyt netværk, siger hun.

Og Ivana Høgagard oplever, at fællesskabet lykkes. Flere deltagere fra tidligere år har nemlig fået varige venskaber med andre børnefamilier.

Man skal ansøge senest 24. april.

Man ansøger ved at udfylde et skema, og et andet skema skal udfyldes af en sagsbehandler. Begge skemaer kan man finde på broenderslevprovsti.dk, og her kan man også læse mere om ferien. Skemaerne sendes til ih@km.dk senest mandag 24. april.

Annonceret indhold

Nyeste