Internatinalt prisbelønnet kor kommer til Klokkerholm
KLOKKERHOLM: Akademisk Kor Århus er et professionelt arbejdende amatørkor bestående af 32 sangere i alderen 20-35 år med tilknytning til musiklivet omkring Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Det er et kor, der tidligere har vundet noget, der ligner verdensmesterskabet i korsang. Det dygtige kor kommer til Klokkerholm 21. juni og giver koncert i Hellevad Kirke.
Koret blev dannet i 1985, og siden 2018 har Jonas Rasmussen været dets dirigent. De senere år er det blevet til flere internationale sejre i diverse korkonkurrencer rundtom i verden. Senest i 2022, hvor koret vandt konkurrencen ’Sing for Gold’ i Barcelona.
Udover en omfattende rejse- og koncertvirksomhed er koret i øjeblikket i gang med et flerårigt projekt med at indspille al musik for blandet kor à cappella af Svend S. Schultz. Projektet indebærer fem CD-udgivelser, hvor man lige nu er halvvejs. Der var release på CD 3 i august 2024.
Jonas Rasmussen er dirigent for to kor: Akademisk Kor Århus og Ungdomskoret Aarhus U. Desuden er han lærer i klassisk korledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium og bassanger i barbershopkvartetten HusAar.
Han er uddannet i korledelse fra University of Cambridge, Kungliga Musikhögskolan i Stockholm og Det Jyske Musikkonservatorium. De seneste år har han som nævnt med sine kor vundet mange internationale priser.
Det gælder bl.a. ‘World Choral Championships' i Tokyo med sit store kor, ‘Let the Peoples Sing’ i Barcelona med BarbAros og ‘European Choir Games’ i Norrköping med Aarhus U.
Koncerten i Hellevad Kirke arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne og finder sted lørdag 21. juni kl. 15. Der er gratis entré.