Hjallerup Marked er klar til start på torsdag
Hjallerup Marked er lige om hjørnet, og Hjallerup Marked oplyser i en pressemeddelelse, at de forudser en festlig weekend med kræmmergader og tivoli som baggrund.
- Danmarks største hestemarked, Hjallerup Marked, der siges at have haft besøg af op imod 20.000 heste tilbage i 1930-1950’erne, er klar til at tage imod i den kommende weekend. Netop nu er hundredvis af frivillige i gang med de allersidste forberedelser, så alt er toptunet, når de første af op imod 250.000 gæster træder ind på markedspladsen på torsdag, skriver de.
Den nye formand for markedsudvalget, Stefan Jacobsen, ser frem til markedet:
- Jeg glæder mig vildt meget. Jeg har de seneste ti år været med i planlægningen af markedet i markedsudvalget, men i år er mit første år som formand, så jeg kommer til at opleve markedet igennem nye briller. Jeg glæder mig til, at hestene bliver lukket ind på pladsen fredag morgen, for der er en helt særlig stemning. Så er vi i gang!
Torsdag aften skydes Hjallerup Marked i gang med en ANR Live-koncert, der tiltrækker unge fra hele Nordjylland med topnavne som Faustix og Jaxstyle.
Fredag morgen åbnes markedet officielt, og herefter kan gæsterne opleve tivoli, ridestævne, børneunderholdning, kræmmerboder og et tætpakket musik- og underholdningsprogram.
- Det er vigtigt for os at holde fast i traditionerne som kræmmerkaffen, daginstitutionernes kagebord, markedsgudstjenesten, vagabondernes dåb, pensionistfrokosten og Markedsløbet. Det er noget, som frivillige, kræmmere og markedets stamgæster ser meget frem til hvert år. Nogle familier er kommet her gennem generationer og har udviklet deres helt egne traditioner, oplyser Stefan Jacobsen i pressemeddelelsen.
- Men vi prøver også altid nogle nye ting, og i år kan man blandt andet glæde sig til et stort kæphestestævne og lastbilnostalgi, når en masse veteranbiler mødes på pladsen søndag.
Hjallerup Marked finder sted 1.-4. juni.