Billede beskrivelse

Henrik sælger specielle køretøjer i uge 29 i Skagen

19. juli 2023 kl. 14.01

Der er også et islæt fra Brønderslev-kanten indenfor køretøjer med i denne uge i Skagen, hvor den traditionsrige uge 29 er i gang - en uge, der er kendt for at samle masser af folk og køretøjer i byen.

Se også
Dyre biler og både på vej til Skagen: Politiet klar med ekstra kontrol

Det er Bruuns Maskiner fra Thise nær Brønderslev, der er draget nordpå for at udstille ATV'er og UTV'er. De har lejet en plads på Vestre Strandvej 6 i Skagen.

- Vi har ikke prøvet det før. Det er noget helt nyt, at vi gør det, fortæller Henrik Bruun, der driver maskinforretningen.

Formålet med at rykke nordpå er at møde nogle nye mennesker i en uge, hvor mange mennesker kommer til Skagen.

- Der kommer en masse mennesker fra oplandet, og det er en anden kundekreds, vi møder her i forhold til i maskinbranchen. Mange siger, at de ikke vidste, at sådan noget eksisterede, fortæller Henrik Bruun.

Han forklarer, at man sidder åbent på en ATV.

- Det er en crosser med styr på. I en UTV sidder du i en kabine, hvor der er rat i.

Begge bruges indenfor landbruget og typisk også af hestefolk, der kan plane ridebaner med dem, eller af jægere, da den er terrængående og kan fragte et bytte med hjem.

- De kan også bruges i byen, hvor de er meget mere handy og snilde at komme rundt i end en bil, fortæller Henrik Bruun.

Bruuns Maskiner bliver i Skagen til og med lørdag, og det er gået fint indtil videre med den nye lokation.

- Vi er meget tilfredse med det besøg, vi har haft og forhåbentlig får de næste dage også. Flere handler er sådan set mere eller mindre afsluttede, fortæller Henrik Bruun, der også har fået flere aftaler med mulige kunder om at snakkes ved efter uge 29 og sommerferien.

Se også
Fede biler og fyldte gader i Skagen. Uge 29 er i gang - se fotos fra begyndelsen her
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste