Billede beskrivelse

Guldfeberen rasede på Byrhøj i søndags

08. september 2025 kl. 19.01

KLOKKERHOLM: Man ved, at jorden på markerne omkring Byrhøj nord for Klokkerholm gemmer på masser af ting fra Vikingetiden. Her lå nemlig en vigtig boplads med mange værksteder og en handelsplads fra omkring år 500 og 400 år frem.

Nationalmuseet har tidligere lavet omfattende udgravninger og fundet værdifulde smykker, vægtlodder, mønter og redskaber.

Alt er imidlertid sikkert ikke fundet, og derfor afholdes der hvert år et detektorrally, hvor entusiastiske detektorførere udvalgt af Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring, møder op meget opsatte på at gøre store fund.

Billede beskrivelse

Den udvalgte mark er ikke tidligere blevet afsøgt, så forventningerne var store. Alle fund bliver opmålt via GPS, hvorefter de bliver registreret.

20 detektorførere

Ved søndagens rally deltog 20 førere, og blandt dem var Børge Jensen fra Hørby. Udstyret med den vigtige detektor gik han i flere timer op og ned på det område, han havde fået tildelt. Han gik langsomt og standsede af og til op. Det gjorde han, når detektoren gav en lyd.

- Den skal give den rigtige lyd, for der ligger jo meget i jorden, der har været dyrket i flere hundrede år, sagde Børge.

- Jeg kan heldigvis godt kende lyden på et rustent søm og så alligevel. For hvis det er bøjet, giver det en anden lyd. Så må man jo standse op og undersøge det nærmere, fortalte Børge, der har gået utallige timer med sin detektor gennem mere end fire år og fundet masser af ting i jorden.

Herunder også 53 fund, der er inde til danefæ-vurdering. Det er museumsfolkene i Hjørring, der vurderer, hvilke fund der skal undersøges nærmere af eksperterne i Nationalmuseet.

Billede beskrivelse

- Det tager lang tid, for der bliver gjort så mange fund i disse år, at der godt kan gå op til fem år, før man hører noget. Hvis det anerkendes som danefæ, får man en belønning, men det er nu ikke det, jeg går efter. Jeg synes, det er spændende, og vil naturligvis også gerne finde noget, der kan bidrage til at belyse historien. Mange af de ting, vi finder, ender faktisk på museum, og det er rart at vide.

Spændende hver gang

- At søge med detektor er lidt som at spille lotto. Man ved, at der med stor sandsynlighed ligger noget af værdi et eller andet sted. Det svære er bare at finde det. Jeg har gjort flere fund, der er anerkendt som danefæ. Jeg har således fundet 7-8 fibler. Det hører dog til sjældenhederne, for det meste, man finder, er gammelt skrammel. Jeg finder nok mindst 10 spandfulde jern om året. Det er bare skrot, men så er det da i det mindste fjernet fra marken, sagde Børge Jensen, inden han ufortrødent søgte videre.

Man ved jo aldrig, hvad jorden gemmer et par meter længere fremme.

Elever som arkæologer

Dagen efter blev marken igen undersøgt. Gennem et godt samarbejde mellem Klokkerholm Skole og Byen i landskabet fik elever fra 5. og 6. klasse fra Klokkerholm Skole mulighed for at undersøge området.

De blev undervist af detektorfolk fra Vendsyssel historiske Museum i områdets historiske betydning krydret med brug af metaldetektorer. Derved fik eleverne et godt indblik i områdets historie og arkæologers arbejde.

Området omkring Byrhøj blev fredet i 1997.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste