Billede beskrivelse

Golf er for alle aldre: Det vil lokal klub gerne vise

23. maj 2025 kl. 11.02

DRONNINGLUND: Dronninglund Golfklub indbyder alle til en god og oplevelsesrig familiedag på den smukt beliggende golfbane lørdag 1. juni fra klokken 9 til klokken 11.30.

- Det gør vi, fordi golf er en sport, hvor man kan spille med hinanden i alle generationer og på alle niveauer, siger Ann-Kristina Elbrønd og Steen Christensen fra klubbens bestyrelse.

- Bedsteforældre kan spille med børnebørn, forældre kan spille med deres teenagere, unge sammen, ældre sammen. Mulighederne er rigtig mange, siger Steen Christensen, mens Ann-Kirstina Elbrønd fortæller, at dagens arrangement begynder med velkomst i klubhuset. Herefter vil klubbens træner, Jens Meto, introducere, fortælle om golfspillet og vise, hvordan man slår et godt golfslag.

Derefter vil der være en række forskellige sjove øvelser, og til sidst kan man spille på klubbens par3 øvebane resten af dagen.

- Det er et fint program, så vi håber, der er rigtig mange, der har lyst til at besøge Dronninglund Golfklub på familiedagen. Uanset hvor ung, ældre og midaldrende man er, er man velkommen, og det er gratis. Vi har plads til alle, siger Ann-Kristina Elbrønd og Steen Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste