Genbrugsbutik rundede en million kroner i omsætning
Fredag den 1. december rundede Røde Kors Genbrugsbutik Brønderslev en million kroner i omsætning. Hanne Steffensen var den heldige kunde, der 'rundede' det fine resultat. I den anledning fik hun overrakt en blomst af de to frivillige Kirsten Hansen og Birgit Borup.
De frivillige medarbejdere fejrede resultatet med et glas champagne og lidt kransekage. Resultatet er specielt flot, da der kun handles med tøj og isenkram. Fra butikkens side skal der lyde en stor tak til alle frivillige medarbejdere og en stor tak til alle kunder og 'leverandører' af tøj og ting til butikken.