Billede beskrivelse

Frederikke og Thomas producerer økologiske græsæg og græskyllinger

16. maj 2025 kl. 19.01

DRONNINGLUND: - Man bliver glad, når man kigger på hønsene og ser, hvor godt de har det, udbryder Frederikke Emilie Høgsbro-Rode, da hun sammen med sin mand, Thomas, og nyfødte datter, Laura, er gået ud på engen øst for Dronninglund Slot, hvor de sammen i løbet af foråret har opbygget et hønsehold på 250 høner og et mindre antal kyllinger.

Det lyder måske ikke af så meget, men det er hønseavl på en helt ny og mere bæredygtig måde. De kalder deres nystartede landbrug ’Omfaun’.

- Vores høns går i en indhegning, der kan flyttes, fortæller Thomas.

Billede beskrivelse

- De fodres naturligvis med 100% økologisk foder, og så flytter vi hønsehuset og hegnet hver anden dag, så de altid har adgang til frisk græs, urter og insekter. Der må aldrig være bar mark, for det skader jorden. Vi arbejder med det, der kaldes regenerativt landbrug, og her drejer det om at genopbygge jordens sundhed, fremme biodiversitet og skabe robuste, naturlige kredsløb, forklarer Thomas.

- Helt enkelt prøver vi at kunne give jorden videre til næste generation i en bedre stand, end da vi overtog den. Det betyder i mit perspektiv meget mere liv i og på jorden og genoprettede næringscyklusser, så man ikke behøver at kunstgøde. Det er der forskellige metoder til, men vigtigt er det, at dyrene roterer på jorden, så der aldrig er bar mark. Man finder mere og mere ud af, hvor vigtig jordens sundhed er for planterne. For at alle mikroberne nede i jorden kan leve, skal de gennem fotosyntese have sukker. Hvis man fjerner planterne, kommer der ikke næring ned til mikroberne, og så dør de, siger Thomas.

Græsæg

Æggene, de producerer, kaldes græsæg, og der er flere andre i landet, der sælger denne type æg, der også er kendt i både USA, Tyskland og England. Selv om Frederikke og Thomas først lige er startet, er de allerede begyndt at sælge æg.

Billede beskrivelse

Det sker fra det gule hus ved slottets parkeringsplads. Senere vil der også herfra blive solgt slagtede græskyllinger.

Ægteparret bor på Slottet med deres fem børn sammen med Frederikkes forældre, Henriette Høgsbro og Carl Chr. Pedersen, der ejer slottet. Ingen af dem har landbrugsfaglig baggrund, idet Frederikke er læge, og Thomas er direktør i eget firma, men sammen har de en stor interesse for sundhed og bæredygtighed.

- Det landbrug, vi gerne vil lave, skal producere mad, der nærer dig, din familie og de næste syv generationer. Vi skal sørge for, at fertiliteten konstant øges, så vi har noget at lave mad på, der faktisk bliver bedre og bedre, siger Thomas og bakkes op af hustruen.

Anderledes næringsprofil

- Jeg er sikker på, at der er meget sundhed at hente i det, vi spiser, siger hun og fortsætter:

- Vi vil med det her gerne slå et slag for næringsværdien. Tag nu æggene. De mætter og bygger din krop op på en anden måde, og man må gerne spise både to og tre med god samvittighed, for græsæg har nemlig en markant anderledes næringsprofil sammenlignet med andre æg. De indeholder således en tredjedel mindre kolesterol, mindre mættet fedt, flere vitaminer og syv gange mere betakaroten, forklarer Ferederikke, og Thomas fortsætter:

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

- Der bliver lagt 40 mio økologiske æg i Danmark om året, og vi kommer nok aldrig til at erstatte en svineproduktion eller æggeproduktion med denne metode. Hvis der er mange mindre landbrug, der frembringer græsæg og samler det i en fælles distribution, så kan det komme til at køre. Det er der flere eksempler på i udlandet. Der kører det rigtig godt.

Billede beskrivelse

- Der er naivt at tro, at det her kan overtage al ægproduktion, men det er ofte svært at løse de store problemer på én gang. Et sted skal vi jo starte. Der er tale om lidt dyrere æg. Det skyldes bl.a. højere foderpriser, fordi vi ikke køber så meget foder ind ad gangen, og arbejdet med at håndtere æggene er også større. De her æg koster over syv kroner i København, men hos os kommer vi nok ikke over fire, siger han.

Fremtidsdrømme

- Vi kommer aldrig til at have tusindvis af dyr, men vi vil gerne op og have 1.000 æglæggende høns. Vi tror på, at vi godt kan favne flere slags landbrug i Danmark, og at erhvervet har en ret væsentlig rolle at spille for vores fremtid i forhold til sundhed, klima, rent drikkevand og iltsvind i fjordene. Det, vi laver, er en ny måde at tænke landbrug. Når dyr har det godt og er glade, og planterne er sunde, bliver maden også bedre. Nu starter vi med æg og kyllinger, men på sigt vil vi da også gerne sælge både lamme- og oksekød, fortæller Thomas, mens han sammen med sin hustru og lille datter står og betragter de 250 glade høner på engen øst for Dronninglund Slot.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste