Forbrugere skal koge vandet: For mange bakterier i vandet
Vandværket forventer svar på en ny prøve tirsdag
Fund af E-coli og coliformorme bakterier, der ligger over den maksimale værdi, betyder, at forbrugere, som får leveret vand af Øster Brønderslev Vandværk, skal koge vandet.
Bakterierne er fundet ved en rutinemæssig vandanalyse.
Vandværket oplyser på sin Facebook-side, at der kan være tale om "en prøve, som er blevet kontamineret efter udtagningen."
Men for en sikkerhedsskyld har de udstedt anbefalingen om at koge vandet.
Øster Brønderslev Vandværk, der leverer vand til 605 forbrugere, har mandag eftermiddag foretaget en ny vandanalyse.
De forventer at få svar på den allerede tirsdag.
Indtil svaret foreligger, bør forbrugerne dog koge vandet i henhold til Miljøministeriets kogevejledning.
Her oplyses det, at vandet skal opnå en temperatur på 100 grader i ét minut.