Livet her

Flere indbrud i to byer i Vendsyssel

Der kan være tale om de samme gerningsmænd bag flere indbrud i Brønderslev og Aabybro

26. september 2022 kl. 15:12

BRØNDERSLEV/AABYBRO: I løbet af weekenden var flere huse i Brønderslev og Aabybro udsat for indbrud. Der kan være en sammenhæng mellem indbruddene, lyder det fra politiet.

Ved alle indbruddene har indbrudstyvene skaffet sig adgang ved at bryde et vindue op, og der er stjålet kontanter, sølvtøj og smykker

I alt er der blevet anmeldt syv indbrud. Kun et af dem skete før weekenden, da der var indbrud i en villa på Tranebjergvej i Aabybro mellem onsdag og fredag.

I løbet af weekenden gik det så ud over huse på Stendyssen og Grønnegade i Aabybro, ligesom tyve også brød ind i et hus på Schibstedsvej i Brovst.

Politikommissær Thomas Albrektsen kan ikke afvise, at der er tale om de samme gerningsmænd til alle fire indbrud.

Tre indbrud i Brønderslev

Og det er også en mulighed, at det er de samme gerningsmænd, der står bag tre indbrud i Brønderslev i weekenden.

Politiet ved i hvert fald, at der var to gerningsmænd, da der var indbrud i et hus på Norgesvej natten til søndag, hvor huset blev rodet igennem, og der blev stjålet kontanter, fortæller politikommissær Peter Skovbak.

Derudover var der også indbrud i to huse på henholdsvis Skovskadevej og Løvparken i Brønderslev, men her var der umiddelbart ikke blevet stjålet noget.

Politiet arbejder ud fra, at de tre indbrud i Brønderslev er begået af de samme gerningsmænd, oplyser Peter Skovbak.

Annonceret indhold

Nyeste