Fiskeklubben hev 30 gedder op, og Magnus fik den største
BRØNDERSLEV: Det er tidlig søndag formiddag. Kalenderen viser den 4. maj. Jeg er stået tidligt op for at tage til Kraghede sø, hvor Brønderslev Lystfiskeriforening skal afholde sin årlige gedde-premiere.
Det er normalt den 1. maj, at lystfiskere landet år stiller vækkeuret til at ringe tidligt. For på denne dato har man lov til at fange gedder igen. De har været fredet hele april måned, hvor de har leget (formeret sig). I en måned har de kun spist meget lidt, så nu er de sultne. I glubsk grad.
I Kraghede sø er det kun sjældent, at geddepremieren falder den 1. maj, for Brønderslev Lystfiskeriforening har en årelang tradition for at holde geddepremiere i Kraghede sø den første søndag i maj, så det er typisk lidt inde i maj, at geddefiskeriet bliver giver frit i Kraghede sø.
- Vi har en lang tradition for at mødes den første søndag i maj, hvor vi konkurrerer om at fange gedder i Kraghede sø; det har nok stået på i 40 år, siger lystfiskeriforeningens formand Steen Rubæk.
Klokken er kvart i otte, og lystfiskerne er ved at indfinde sig. De rigger stille og roligt grejet til, finder en god plads ved søbredden eller på en af de mange små broer, der går ud i søen. Lystfiskerne venter på startsignalet til, at konkurrencen kan begynde.
Vejret er klart og køligt. På himlen er der et tæt tæppe af hvide skyer, som spejler sig i den gamle, otte meter dybe mergelgrav. Hvor gedder og - nogle gange - store aborrer kan fanges. Man skal dog være medlem af lystfiskeriforeningen eller have købt et dag- eller ugekort, som giver ret til at fiske i søen.
Da klokken bliver otte, lyder signalet. Et stort "Bååååt". Og så er det om at få snøren i vandet.
Jeg går ned til en af de broer, som er bygget ud i søen - navnlig til glæde for lystfiskere . Her står Olfert Morville og er ved at kaste en agnet krog og et flåd i vandet.
Så forlader jeg Kraghede sø, for det er jo en stor konfirmationsdag, og der er en vigtig konfirmation i familien.
Dagen efter ringer jeg til Steen Rubæk for at høre, hvordan arrangementet forløb.
- Der var et fint fremmøde, selv om det var en noget kølig dag. Der var 40 lystfiskere, som deltog i konkurrencen - 29 seniorer og 11 juniorer - og de havde en rigtig fin dag, fortæller Steen Rubæk.
Der blev fanget 30 gedder, og hovedpræmien blev vundet af Magnus Nørregaard, som fik en gedde på 73 centimer, der vejede 2,2 kilo.
- Det var en vellykket dag med god stemning og rigtig godt humør, så geddepremieren vender tilbage næste år, forsikrer lystfiskeriforeningens formand Steen Rubæk.