Felix blev landsmester i boksning
BRØNDERSLEV: 14-årige Felix Søe Garbøl fra Brønderslev Bokseklub tog i weekenden til de Nationale Begyndermesterskaber i boksning i Høje Taastrup.
Og det var med ret store forventninger, for han har imponeret i sine tre første kampe.
Felix stillede op i letvægt og gik direkte i finalen. Fredag aften kunne han sammen med sin sekundant, og bokseklubbens formand, Erik Thrane følge semifinalen, og vurdere sin kommende modstander.
Det blev en bokser fra bokseklubben A.K. Falken i Frederikssund, der vandt semifinalen.
- Jeg blev da lidt nervøs, da vi så, hvem det var, som Felix skulle møde i finalen. Han så lidt ældre ud end Felix, fordi han havde skæg, men det var han selvfølgelig ikke, når han stillede op i U15. Han boksede en fin kamp; var rigtig god. Men Felix så jo også sin modstander og læste ham fuldstændig. Så da finalen gik i gang, var Felix helt suveræn og vandt i mine øjne meget klart, siger Erik Thrane.
Sejren blev med dommerstemmerne 4-1, så der var en af de fem dommere der mente, at Frederikssund-bokseren vandt finalen. Men for Erik Thrane var der ingen tvivl om resultatet.
- Det vigtige er, at Felix vandt. Og med dommerstemmerne 4-1, så var det da også en klar sejr, fastslår Erik Thrane.
Som kan glæde sig over, at Brønderslev Bokseklub med Felix Søe Garbøl har udviklet endnu et stort talent. Og med sine bare 14 år, så har Felix mange gode år foran sig.