Eventyrstien i Dronninglund kan nu byde på endnu flere eventyr
DRONNINGLUND. I forbindelse med samarbejdsprojektet mellem byerne Asaa og Dronninglund om at skabe endnu flere aktiviteter i området blev der i weekenden afviklet fire arrangementer.
Et af dem foregik på Dronninglund Borgerforenings Eventyrsti i Naturparken, der forbinder byen med slottet.
Her kan man foruden små fantasifulde skulpturer møde eventyr opsat på plader.
I lørdags kunne man så præsentere 14 nye eventyr skrevet af eleverne i 7.c på Dronninglund Skole. Samtidig havde man lavet en lille konkurrence, som de fremmødte kunne løse ved at bevæge sig rundt på stien i de smukke omgivelser.
Den 1,4 km lange sti er åben for alle og benyttes dagligt af mange. Flere var mødt op ved indvielsen for at opleve de nye eventyr.
Efter vandringen rundt på stien var der gratis mad og drikke i bålhytten. Det var en ganske særlig menu med lokale råvarer, der blev serveret.
Der var æggekage med brændenælder lavet over bål. Æggene var de såkaldte græsæg fra Dronninglund Slot og pølserne fra Rosenbeck Frilandskød.