Vivi og venner inviterer til havekoncert for 13. gang
BRØNDERSLEV: Det begyndte lidt i det små, da Vivi Steffensen sammen med gode venner for mere end et årti siden inviterede til havekoncert i sin have på Solvangsvej i Brønderslev.
Arrangementet er vokset fra år til år og er nu - for 13. gang - blevet en fast tradition for mange af byens borgere.
Plænen foran den lille scene i haven på Solvangsvej bliver sandsynligvis igen fyldt med musikglade mennesker, der kommer for at lade sig fornøje med populære toner.
Arrangørerne lover, at der vil være stole i have til at sidde på under koncerten.
Årets program byder blandt andet på klassisk musik og fransk populærmusik.
Blandt højdepunkterne kan nævnes wienermusik fremført af Vivis klavertrio, som består af Bent Møller Christensen (cello), Niels Bjerre (violin) og Vivi Steffensen (klaver).
Vivi Steffensen optræder solo med tre numre, som den franske "spurv" Edith Piaf gjorde verdensberømte: "La vie en rose", "L’Hymne à l’amour" og "Non, je ne regrette rien".
Vivi Steffensen opfører dog sangene i danske versioner.
Genopstået trio
Et tredje højdepunkt bliver når trioen Dania med Jørn Gade (trommer og sang), Christian Jørgensen (bas og sang) samt Vivi Steffensen (keyboard og sang) optræder sammen.
De tre musikanter spillede sammen i bandet Dania som ganske unge, og de har nu genoptaget det musikalske samarbejde.
Der er også fællessang på programmet: "Se det summer af sol".
Skulle vejret gå hen og blive ondskabsfuldt, uden at det summer af sol, så rykker koncerten inden døre til gymnastiksalen på Skolegade Skole.
Skulle det ske, at koncerten skal flyttes, vil det fremgå af Vivi Steffensens Facebook-side.
Udover at lade sig glæde over liflig levende musik, så kan publikum også købe lidt godt, for der bliver mulighed for at købe te, kaffe og kage.
Koncerten finder sted på Solvangsvej 34 lørdag 6. juni fra klokken 14.
Der er gratis adgang.