Vilde stunts i Brønderslev
BRØNDERSLEV: Politisk korrekthed var sat til side, da Brønderslev Hallerne i denne uge lagde asfalt til en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Det spektakulære bilstuntshow med Team Klaas gæstede byen med vilde tricks og imponerende kørsel.
Showet bød på hæsblæsende manøvrer på både to og fire hjul. Biler i høj fart blev kastet rundt i præcise drej og snævre vendinger. Motorcykler fløj gennem ildringe og over mennesker, og naturligvis blev der i bedste 007-stil vist kørsel i bil på 2 hjul.
De to aftener kulminerede med den brølende monstertruck, der med sine imponerende kræfter og voldsomme motorlyd bragede over pladsen og maste afdankede bilvrag til ukendelighed.
Det fik jorden til at skælve og publikum til at juble ved et show, der i øvrigt også kunne opleves i både Hjallerup og Dronninglund.