Billede beskrivelse

Valgmøde på gymnasiet: Eleverne satte drikkevand, mistrivsel og uddannelse i fokus

10. marts 2026 kl. 14.11

DRONNINGLUND. Folketingsvalget vedrører os alle. Også de unge. 

Derfor havde Dronninglund Gymnasium forleden arrangeret et valgmøde og inviteret ungdomspolitikere fra de forskellige partier til at møde op og debattere med eleverne.

Syv partier havde tilkendegivet, at de ville møde op, men da mødet startede, var kun to mødt op. Det var Sofie Therese Svendsen fra Det Konservative Folkeparti og Jacob Robsøe fra Radikale Venstre. 

Det var lidt ærgerligt, men til gengæld fik de to politikere mere tid til at give nogle uddybende og klare svar. Og det var der brug for, da eleverne havde masser af spørgsmål i det halvanden time lange valgmøde.

Billede beskrivelse

Det var meget naturligt emner, der betød noget for de unge, der blev taget op. Det gjaldt således afskaffelsen af det sjette SU-år. Det var Jacob Robsøe klart imod.

- Det skal være muligt at vælge om og få den uddannelse, man gerne vil have, sagde han.

Her var Sofie Therese Svendsen mere tøvende, og ville måske anbefale mere fleksible løsninger.

Så var debatten i gang, og eleverne stillede det ene spørgsmål efter det andet.

Spørgsmålet om rent drikkevand fik stor opmærksomhed ikke mindst på baggrund af den aktuelle debat om pesticider og tarmkræft. Her var de to politikere enige, selv om måden, de ville klare problemerne på, ikke var enslydende.

Mistrivsel blandt unge

Undersøgelser viser, at eleverne på Dronninglund Gymnasium er blandt de gymnasielever, der har den bedste trivsel i landet, men alligevel fyldte mistrivsel blandt unge noget i debatten.

- Der er alt for mange unge, der ikke trives, sagde Jacob.

Billede beskrivelse

- Om det er grunden, ved jeg ikke, men der er i dag færre unge, der får en uddannelse. Det bliver bestemt ikke bedre af, at man vil nedlægge 10. klasse og HF, sagde han.
Sofie påpegede, at der er alt for lange ventetider på at få hjælp, hvis man har problemer.

- Det skal vi gøre bedre, sagde hun.

Atomkraft

Der var også et spørgsmål om atomkraft. Her var Sofie positiv.

- Det skal vi absolut have for forsyningens og sikkerhedens skyld, sagde hun.
Jacob var knap så sikker.

- Det tager meget lang tid at etablere atomkraft. I Finland, der er langt fremme på området, tager det 13 år at etablere et atomkraftværk, så her i lander vil det nok tage 20.

Billede beskrivelse

Desuden er prisen på energi fra et atomkraftværk meget højere end fra sol- og vindenergi. Endelig er der affaldsproblemerne, så for mig er det ikke løsningen, sagde han.

EU

Udenrigspolitikken var også til debat. Her blev politikerne spurgt om deres syn på at afskaffe EU-forbeholdene.

- Jeg ønsker bestemt ikke at indføre euroen og afskaffe kronen, men jeg går ind for, at vi i Europa rykker tættere sammen på vigtige områder, sagde Sofie.

Jacob ville gerne have afskaffet retsforbeholdet.

- Jeg mener, det er skadeligt, da det forhindrer et ordentligt samarbejde landene imellem på retsområdet. Jeg er stor tilhænger af EU. Det har skabt fred og gjort Europa til en økonomisk magt uden lige. Det er det vigtigste medlemskab, vi har i øjeblikket, sagde han, og luftede også tanken om et fælles europæisk forsvar.

Grønland, udlændingepolitik og den kommende regering blev også drøftet, mens klimaforandringerne og de problemer, de giver de kommende mange år, slet ikke indgik i debatten. 

Det er jo ellers de unge, der kommer til at leve med problemerne og får opgaven med at løse dem. 

Det blev forbigået, men det skyldes nok manglende tid, for der var bestemt emner nok at tage fat på i den livlige debat, der blev fornemt styret af lektor Martin Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste