Superbanko er tilbage efter tre års pause

09. april 2025 kl. 19.02
Opdateret 10. april 2025 kl. 13.33

BRØNDERSLEV: Jeg kringler min bil ind på parkeringspladsen foran Brønderslevhallen. Jeg skal ind til Superbanko, og jeg tror, at jeg er i godt tid, for der er en halv time til Superbanko for alvor går i gang.

Men næsten alle p-pladser er fyldt.

Jeg får bilen parkeret på en af de yderste p-pladser, og traver imod hallen, hvor folk i en lind strøm siver ind i forhallen.

Ved et bord bliver der solgt spilleplader.

- Vi risikerer snart at få udsolgt; løbe tør for spilleplader, smiler en glad Søren Ø. Christensen, mangeårigt, nu tidligere, bestyrelsesmedlem af BI's Venner, som står for arrangementet, hvor formålet er at lave et overskud, som kan overdrages til BI Fodbold.

Billede beskrivelse

Selv om jeg er i god tid, da jeg træder ind i hallen, så er der fyldt godt op ved bordene, hvor forventningsfulde banko-entusiaster sidder med en række spilleplader klargjort foran sig. Mange nyder en flaske kold drikkelse og lidt spiseligt. Meget af det medbragt hjemmefra, for det må man godt til Superbanko.

Der bliver ved med stille og roligt at sive folk ind i hallen. Aftenens tal-opråber er formanden for BI's Venner H.C. Poulsen, som er ved gøre klar ved opråberbordet ved siden af et fyldigt bord med sponsorpræmier.
Formanden smiler glad over det store fremmøde.

- De tidligere år, hvor vi holdt Superbanko, annoncerede vi kraftigt op til arrangementet. Det har vi slet ikke gjort i samme omfang denne gang, og alligevel kommer der så mange bankospillere, siger HC, som alle kalder ham.

Superbanko var i mange år en årligt tilbagevendende begivenhed, men for tre år siden lukkede Superbanko ned, fordi der var alt for meget arbejde forbundet med arrangementet. Især med at indsamle sponsorpræmierne, som jo er alt afgørende for at det overhovedet kan hænge sammen og give en god økonomi til glæde for fodboldafdelingen i BI.

Billede beskrivelse

Når Superbanko er genopstået, så skyldes det, at et medlem af BI's Venner tog initiativ.

- Jeg kontaktede fodboldafdelingen og sagde til dem, at jeg synes det var tosset, at Superbanko var nedlagt, så jeg tilbød at lave arbejdet med at arrangere et nyt Superbanko, siger Knud Albeck der har knoklet for at genskabe traditionen.

Som ser ud til at blive en klar succes. Det skønnes, at der var op imod 800 bankospillere i Brønderslev Hallen.

- Jeg havde håbet på 900, så jeg er ikke helt tilfreds, for jeg går ikke efter 2.-pladser, siger Knud Albech med et lille grin.

Billede beskrivelse

Var det så en engangsforeteelse, eller kommer Superbanko igen næste år?

- Selv om jeg ikke selv var helt tilfreds, så ser det ud til at fodboldafdelingen var meget tilfredse, så mon ikke de gerne vil have Superbanko igen næste år, siger Knud Albeck.

Der er jo også økonomien, for det handler om at lave et pænt overskud til foreningsarbejdet.

- Vi har ikke de præcise beregninger endnu, men jeg forventer da et overskud på omkring 80.000 kroner, slår Knud Albeck fast.
Og det er vel ikke så ringe endda ...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste