Stort publikum til gymnasiets årlige musical
Måneders forberedelser kulminerede over to aftener
BRØNDERSLEV: Det er torsdag aften, og klokken er 18.45.
På Brønderslev Gymnasium bliver dørene til teatersalen åbnet.
Nogle hundrede tilskuere myldrer nu ind i salen for at tilkæmpe sig de bedste pladser. De skal se musicalen Grease; opført af studerende på gymnasiet.
Jeg har fået lov til at gå op bag scenen, hvor jeg i det dunkle lys i sidekulisserne kan følge forberedelserne.
Et orkester står inde på scenen - klar med deres instrumenter.
Musikerne er helt stille, for de skal vente i endnu et kvarter, inden det et tid at slå de første takter an.
Urolige, dog afslappede
De optrædende er lidt mere urolige end musikerne. Men dog mere afslappede end forventet, når de skal på scenen om ganske få minutter.
Skuespillerne er let at kende i deres kostumer. Men flere scenearbejdere trisser også stille rundt.
De er iklædt helt almindelige klæder, og de er helt afslappede; men de skal jo heller ikke - som skuespillerne - "på" om lidt. De har tydeligvis ikke i samme grad adrenalin pumpende rundt i blodet.
Nu er der kun et par minutter til tæppet går.
Jeg står lige ved siden af en ret cool fyr med solbriller.
Det er Bertram Pank, som skal spille Sonny - en af musicalens store roller.
Hvorfor virker du ikke ret nervøs, spørger jeg.
- Det er jeg da også - lidt nervøs, erkender han. Men tilføjer hurtigt:
- Vi har været så meget sammen, vi har øvet så meget i så lang tid, at vi er helt trygge. Hvis noget kikser, så hjælper og støtter vi hinanden, så det kommer aldrig til at gå helt galt!
Et selvsikkert smil
Bertram Pank giver mig et "thumbs up" og et selvsikkert smil. Hvis han har meget kriller i maven, så skjuler han det da godt.
Men de fleste optrædende var ganske nervøse dagen forinden, hvor forestillingen havde premiere.
- Der var godt nok mange, der lige skulle en tur på toilettet inden forestillingen, fortæller gymnasielærer Stephanie Erlenbach med et smil.
Hun har været instruktør på forestillingen - musicallærer - én af i alt seks lærere, der har vejledt, hjulpet og støttet de i alt 34 elever, som i månedsvis har forberedt til de to aftener, hvor forestillingen blev afviklet.
Og det har fyldt meget for alle.
Musikere, skuespillere, scenearbejdere. Til at begynde med var der 50 elever med i musicalprojektet, men nogle faldt altså fra undervejs.
- Det har mere eller mindre kørt på lige siden sommerferien med at øve og deltage i forskellige prøver. Mange eftermiddage, aftener og weekender. Men det har givet mange sjove oplevelser og sammenhold for dem, der var med hele vejen, beskriver Stephanie Erlenbach.
Over 500 tilskuere
De to forestillinger trak i alt 510 tilskuere, der betalte en overkommelig entré for at oplevelsen.
Billetindtægterne går ind i en pulje, så gymnasiet kan vende tilbage med en ny musical næste år. Og svare udgifter til nye kostumer, rettigheder og den slags, der følger med, når man skal opføre en musical.
Stephanie Erlenbach opsummerer årets projekt:
- Det er gået rigtig godt. Der har været meget fin kemi blandt de medvirkende, og jeg har oplevet skuespilpræstationerne som særligt gode i år.
Nu kan forberedelserne til næste års musical så småt begynde at simre.
Efter sommerferien skal der igen investeres mange eftermiddage, aftener og weekender i nye forberedelser for det nye hold.
Måske noget hårdt for mange, men hvad gør det, hvis man får en fed fælles oplevelse? Som årets musicalhold har haft.