Stafet For Livet i Brønderslev åbner for tilmeldinger
BRØNDERSLEV: Tilmeldingen til Stafet For Livet i Brønderslev er nu åben
Stafet For Livet i Brønderslev har åbnet for tilmeldinger for både tidligere deltagere og nye hold, der ønsker at deltage i stafetten den 21.-22. juni 2025 i den smukke Rhododendronpark.
Styregruppen bag arrangementet er allerede i gang med forberedelserne for at sikre en stafet fuld af fællesskab, god forplejning, underholdning og vigtigst af alt støtte til dem, der er berørt af kræft.
Statistisk set vil hver tredje person blive ramt af kræft i løbet af livet, og resten vil opleve sygdommen som pårørende. Derfor er det afgørende at samle midler til kræftforskning gennem arrangementer som Stafet For Livet. De midler, der indsamles, gør en mærkbar forskel, hvilket understreges af de mange positive tilkendegivelser fra tidligere deltagere.
Fællesskab og støtte
Stafetten skaber et unikt fællesskab, hvor deltagere i samme situation kan dele erfaringer og finde støtte hos hinanden. Samtaler med ligestillede giver en særlig form for tryghed og forståelse, som ikke altid findes i samtaler med de nærmeste.
Fighterne viser vejen
Ved åbningsceremonien samles stafettens fightere i deres gule t-shirts, som symboliserer styrke og åbenhed. Deres mod er med til at nedbryde tabuer om kræft og inspirere andre til at tage del i samtalen om sygdommen.
At turde tale om kræft er en vigtig del af det at støtte hinanden – både som berørt og som pårørende. Ved at deltage i stafetten kan alle være med til at skabe et rum, hvor det bliver lettere at tage hul på de svære samtaler.
Kom og vær med
Deltag i Stafet For Livet i Brønderslev og vis din støtte til kræftsagen. Tilmeld dit hold allerede i dag, og vær med til at gøre en forskel!