Selv en snestorm kunne ikke stoppe succesforestilling i Dronninglund
DRONNINGLUND: Der skulle mere end en kraftig snestorm til for at stoppe årets store forestilling på Dronninglund Gymnasium.
Trods sne og blæst blev alle forestillinger gennemført. Selv dén fredag aften, hvor der lå næsten 20 cm sne, nægtede man at give op.
Over 150 elever havde da også i flere måneder slidt for at lave denne forestilling, der skulle være lidt ud over det sædvanlige.
Det er ikke nogen nem opgave, for de senere års forestillinger har alle været store og imponerende.
Der er imidlertid blevet arbejdet målbevidst på, at i år skulle barren sættes endnu højere med større kulisser, flottere optrin og flere medvirkende.
Og sådan blev det.
Over 150 medvirkende
Handlingen var ellers trist nok med en familie, hvor morens død fik familien til mere eller mindre at gå i opløsning.
Det gjaldt både faren og hans to børn.
Spørgsmålet var så, om det er muligt at komme videre efter et så voldsomt tab?
Stykkets forfatter og instruktør, Gitte Snebang, fortalte kort i sin velkomst, at forestillingerne på gymnasiet er lidt specielle.
- Der ikke tale om musikteater eller musical, men det er en blanding af sang, musik, dans og skuespil på vores egen måde. Vi har lavet vores egen genre, som man kan kalde en hybrid, og grunden er, at vi har så utroligt mange elever, der gerne vil være med. Vi er i år over 150 medvirkende på og bag scenen.
- Vi har 15-års jubilæum på disse forestillinger i år, og derfor er der også en række tidligere elever, der er vendt hjem for at hjælpe os med jubilæumsforestillingen, sagde hun.
Mange øvetimer, intet kaos
At det overhovedet lykkedes at få så mange medvirkende på scenen, uden at der opstod kaos, var en bedrift i sig selv.
Med over 50 dansere, 25 statister, 19 skuespillere, 15 musikere foruden solister og kor var der virkelig trængsel.
De mange øvetimer havde helt tydeligt givet resultat.
Alt lykkedes og blev afviklet professionelt med musikalske mellemspil i den to timer lange forestilling.
Historien var godt fortalt, og forestillingen var en stor oplevelse for de heldige, der havde sikret sig en billet og bevæget sig gennem snekaos.
Forestillingen var naturligvis udsolgt på ganske få dage.
Det fortjente den også, og det fortjente alle de medvirkende på og bag scenen.
Flot, flot - og næste år gør de det igen!