Pokalen står nu i Dronninglund
DRONNINGLUND: Der var massiv opbakning fra borgerne i Dronninglund, da man for kort tid siden afviklede Lokaldysten, der er en konkurrence mellem nabobyer om at få flest mulige til at være aktive i to timer.
Der blev gået, løbet og cyklet, så sveden sprang. Desuden sled nogle meget aktive deltagere på spinningcyklerne.
Det var en konkurrence om fællesskab, sammenhold og så naturligvis motion. Hver enkelt deltagers fysiske anstrengelser blev målt og lagt sammen, og i alt nåede deltagerne i Dronninglund 2.990 point/km.
Det svarer til 0,8 km pr indbygger, og det var nok til sejren i kampen mod Hjallerup og Brønderslev. Sidste års vinder, Hjallerup, måtte derfor aflevere vandrepokalen og sende den videre til Dronninglund, der det næste år kan kalde sig den mest aktive by i forhold til kommunens tre største byer.