Billede beskrivelse

Ny udstilling har sanseudtryk på tværs af generationer

15. september 2025 kl. 19.03

DRONNINGLUND: På den nye udstilling på Dronninglund Kunstcenter, der åbnede i søndag 14. september, har den anerkendte og prisbelønnede billedhugger, Henning Elving, inviteret fem helt unge kunstnere til sammen med ham at udstille under titlen ’Henning Elving med Venner’

- Jeg laver noget, der er traditionelt, fortæller Henning Elving, der har været billedhugger i mere end 50 år.

Billede beskrivelse

- Mine skulpturer tager udgangspunkt i græske antikke skulpturer. Nogle tager udgangspunkt i myter, mens andre er inspireret af græske skulpturformer. For at vise at skulpturer ændrer sig over tid og stadig kan være intense, har jeg taget nogle helt nye kunstnere med på denne udstilling. Kunsten udvikler sig heldigvis hele tiden, og det er jo også derfor, vi stadig kan lave kunstudstillinger, sagde han.

Billede beskrivelse

- Udviklingen har været enorm. I dag kan man tage et askebæger, en lille dukke og et hårdkogt æg og sætte det sammen. Så er det en skulptur. De unge tager, hvad der er. De har ungdommens hurtighed og friskhed og satser mere på oplevelsen end på varigheden. Jeg laver skulpturer, der skal holde i 1.000 år, mens de laver skulpturer, der holder til oplevelsen. Det er en anden tilgang. Det er som musik. Den eksisterer kun i det øjeblik, den spilles. Det er det hurtige og midlertidige. Sådan er den tid, vi lever i, jo også. Der er ofte ingen mening i det, de laver, og man skal ikke gå og lede efter en betydning. Nu behøver der jo heller ikke være en betydning eller forklaring. Man må også gerne bare nyde kunsten, og hvis man synes, det er nok, kan man bare gøre det. Kunsten taler jo til vore sanser.

Billede beskrivelse

Kroppen fascinerer

- Jeg har altid arbejdet med den antikke græske kunst. Temaet for alt, hvad jeg har lavet, er den menneskelige krop. I bevægelse, med tøj eller uden i mange forskellige afskygninger. Jeg har ikke behov for at lede efter motiver. Jeg har dem rundt om mig. Kroppens bevægelser har altid fascineret mig. Det samme har de enkelte kropsdele. Jeg har lavet skulpturer, hvor jeg går tæt på og kun laver knæet eller nakken, fortæller han, der altid navngiver sine skulpturer. Et af de udstillede værker kalder han således ’Med hovedet under armen’.

- Titlen udvider skulpturen, men man kan godt opleve den uden at vide, hvad den hedder.

Billede beskrivelse

Fem unge kunstnere

De fem unge kunstnere, som Henning Elving har inviteret med som med- og modspil til sine egne værker, er Marie J. Engelsvold, Wilhelm Fredslund, Frans Peter Valbjørn Knudsen, Pia Obel og grafikeren Yngve Riber.

- Det er fem meget talentfulde kunstnere. Jeg har været med til at optage dem i Billedhuggersamfundet, hvor jeg har siddet som formand. Der sidder vi jo og vurderer ansøgninger om at blive medlem. Der har jeg set, hvad de laver, og da jeg så skulle invitere kunstnere, valgte jeg at invitere dem med. De har fået absolut frie hænder, men jeg bad dem om at kigge på mine ting og så lave noget, der er dem selv, men samtidig provokerer mine ting. Så de støder sammen, komplementerer eller svarer på mit udsagn. Deres værker skal kunne snakke sammen med mine. Det er et spændende møde, for de udgør jo fremtiden. Mit billedsprog er fortiden, for jeg holder fast i det figurative. De unge laver noget, der er anderledes, men de lever fuldt ud op til mine forventninger. Noget af det er fint og flot, og andet er helt skørt. Det er netop det, jeg har søgt, forklarede Henning Elving.

Billede beskrivelse

Som åbningstaler fastslog journalist Søren Wormslev, at udstillingen er fuld af sanseindtryk.

- Kunsten kan sætte tanker i gang og skabe dialog. Den kan aktivere hjernen på andre måder end dem, de fleste af os anvender i hverdagen. Ikke mindst i den tid, vi lever i i dag, har vi alle brug for fra tid til anden at lægge hverdagens problemer til side og bruge sanserne til at filosofere, drømme og fantasere. Når vi kommer til denne udstilling, tager vi et frikvarter fra en måske travl hverdag. Kunsten får os til at sænke tempoet og får os til at suge indtryk ind, til at tænke og få os til at se verden på en ny måde, sagde Søren Wormslev, der også omtalte det kommende kommunal- og regionsrådsvalg, som han arbejdsmæssigt kommer til at beskæftige sig en del med.

- I den valgkamp, der allerede er startet, vil der med garanti blive talt om cykelstier, plejecentre, vindmøller og meget andet. Emner, som i høj grad er relevante. I de 40 år, jeg har været journalist og dækket det politiske liv i Nordjylland, har jeg oplevet et fælles træk til næsten alle valg. Valgkampe handler kun i ringe grad om kultur. I betragtning af hvor meget kultur i tiden mellem valgene betyder for mange mennesker, er det underligt, at der ikke tales mere om kultur. Det er imidlertid op til jer at bringe det frem, hvis I synes, det er vigtigt, sagde Søren Wormslev.

Ved ferniseringen underholdt Shalika Lalani Pedersen, klaver, og Ide Bundgaard, tværfløjte.

Udstillingen kan ses til og med 26. oktober.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste