Musikalsk fejring af Mødrehjælpen
- Det er ikke blot en fejring af musikken og julens glæde, men også en fejring af de 100 år, hvor Mødrehjælpen har hjulpet gravide og sårbare familier til et bedre liv.
Sådan lød det blandt andet fra formand Ilse Hansen, da hun torsdag aften bød velkommen til den lokale afdelings jubilæumskoncert i Brønderslev Kirke.
Ilse Hansen slog i samme forbindelse fast, at Mødrehjælpen i Brønderslev, trods kun 6 år på bagen, er lykkedes med at hjælpe hundreder af familier via tiltag som blandt andet Den Rullende Kagemand og Ønsketræet.
Efter velkomsten indtog Ensemble Hovaldt og operasanger Louise Fribo kirken med smuk musikalsk underholdning. Brønderslevs eget herrekor, Frejdig bidrog også med sange, ligesom aftenens jubilæumstale blev leveret af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Hun caucerede over forskellen på sin egen trygge barndom i Fjerritslev og vilkårene for de cirka 47.000 børn, der lever under fattigdomsgrænsen.
- Det gør Mødrehjælpen til en vigtig aktør i Danmark, konstaterede ministeren.
Formanden for Mødrehjælpens repræsentantskab, Pia Werborg kom i sin tale ind på organisationens mange aktiviteter og tiltag, inden Mødrehjælpen var vært ved forfriskninger i sognegården. Her gratulerede også borgmester Mikael Klitgaard (V) med jubilæet.
Overskuddet fra koncerten anvendes ubeskåret til Mødrehjælpens arbejde for sårbare familier i Brønderslev Kommune.