Murer Kjeld kommer til Hallund
HALLUND: Hallund-Hollensted Borger- & Idrætsforening står bag, når der den 30. januar er inviteret til foredrag med navnkundige Murer Kjeld. Her fortæller den karismatiske håndværker om den begivenhed, der tilbage i 2019 gjorde ham berømt både i og udenfor landets grænser.
Her flyttede han det nedstyrtningstruede Rubjerg Knude Fyr hele 70 meter ind i landet. Dermed blev det 23 meter høje vartegn reddet fra havet, og Murer Kjeld kom på alles læber. Med sin humor og nordjyske lune giver han ved foredraget et levende indblik i det fantastiske flytteprojekt.
Fortællingen kombineres med fotos og videosekvenser fra projektet, som sikrede det 700 tons tunge bygningsværk til eftertiden.
Foredraget afvikles på Hallund Kro og tilmelding skal foretages via NemTilmeld senest den 20. januar.