Middelaldermarked på Voergaard: Stor succes trods varmen

VOER: Hvis man i denne uge besøger Voergaard Slot, bliver man ført knap 500 år tilbage i tiden. 

Helt nøjagtigt til 1533, hvor der er uro i landet. På Voergaard Slot slapper biskop Stygge Krumpen og hans vedsoverske jomfru Elsebeth Gyldenstierne dog af på deres fæstning med voldgrave og palisademure. 

Kirken og dermed biskopperne styrer landet, og det gør Stygge Krumpen dygtigt i sit område nord for Limfjorden. Befolkningen kontrolleres gennem religion og med frygten for Dommedag og Helvedes skærsild. Biskoppen opkræver skat til kongen og tiende til kirken. 

Stygge Krumpen tilhører højadelen, og det er også dem, der stiller som hærførere med hele rytteriet, når kongen kalder til kamp. 

I 1533 lurer uroen, for kongen, Frederik I, er død, og der er endnu ikke valgt ny konge. Højadelen og biskopperne kan ikke beslutte sig. 

Rigsrådet vil ikke have Frederik I’s ældste søn, da han er gået over til protestanterne og dermed har forladt den katolske kirke. Det ender med borgerkrig, hvor Skipper Clement og hans bondehær afbrænder Voergaard og mange andre bispe- og adelsgårde.

Frivillige bag markedet

Det er i denne historiske ramme, foreningen ”Voergaard Levende Historie” hvert år siden 2002 har afviklet middelaldermarked, der i dag er Skandinaviens største.

Middelalderdagene er baseret på foreningens medlemmer og deres frivillige arbejdskraft.

Det smukke slot og dets omgivelser udgør en perfekt ramme om middelaldermarkedet, hvor man kan lade sig underholde af musikanter og gøglere og måske hilse på biskoppen og hans elskerinde. 

Man kan også opleve kastevåbnet Bliden blive affyret, landsknægte, som gør klar til kamp, og håndværkere, der arbejder på deres værksteder, ligesom der er mulighed for at gøre indkøb i boderne og få en snak med middelalderfolket.

Landsknægte og våben

Som omtalt er 1533 en urolig tid, og der er derfor brug for mange soldater eller, som de blev kaldt, landsknægte. Dem er der også mange af på markedet. En af dem er Nicklas Petersen.

- Jeg har tidligere formidlet historien om landsknægtene, men det er første år, jeg og min gruppe er her med dragter, fortæller han og fortsætter:

- Det var meget spraglede og flamboyante dragter, man havde på. Nutidens soldater arbejder i camouflagetøj for at undgå at blive set, men landsknægtene skulle tværtimod gerne ses og virke så store og farlige som muligt. Man fik en klækkelig hyre for at være lejesoldat, men nogle gange kunne det være, at adelsmanden eller hvem, det nu måtte være, der havde lejet soldaten, ikke kunne betale i mønt, og så var det ikke unormalt, at man kunne blive betalt i stof. Så syede man disse dragter for at gå og prale. Det hele var et kejserligt dekret fra kejser Maximilian i Tyskland, der havde givet lov til, at landsknægte måtte klæde sig som de ville, og i hvilke farver, de ville. Det lyder så flot, men det var faktisk et kummerligt liv at være landsknægt, men dragterne var flotte. Man kan ikke bare købe disse dragter, så dem syr vi selv. Der går omkring otte meter stof til en dragt, så det har været bekosteligt. Derfor var det heller ikke unormalt, at de overlevende på slagmarken stjal de døde landsknægtes uniform eller noget af den, forklarer Nicklas Petersen iført en imponerende og farverig dragt.

Gamle håndværk

Nu er det ikke krig og våben det hele. En række gamle erhverv er også repræsenteret på markedet. Det gælder således børstenbinderne, der er repræsenteret ved Joan

Ledet fra Jerslev. Hun har en lille bod med et større udvalg af børster, hun selv har lavet.

- Jeg har vel godt 100 med, fortæller hun, mens hun arbejder.

- Jeg lærte det af min farfar for mange år siden, og jeg synes, det er lidt sjovt at fortsætte med det på en eller anden måde. Der er jo ikke uddannelser inden for faget mere, så det skal gå i arv. Min datter har prøvet at lave en børste, og hun har det faktisk i fingrene, så måske kan hun finde på det engang. Ellers dør det jo ud, fortæller hun, inden hun bliver afbrudt af en kunde, der vil købe en børste.

Stort arbejde

Hvor lang tid det tager at lave en børste, ved Joan ikke, men det tager tid.

- Jeg sidder jo bare og hygger mig, så jeg kigger ikke på klokken. Hvis jeg ville lave en masse af samme slags, ville det nok gå hurtigere, men jeg laver forskellige børster hele tiden. Lige nu arbejder jeg på en med hårde børster. Det er plantefibre, jeg bruger til det. Hvis det skal være en blød børste, er det hestehår. Sådan har det altid været. De er meget holdbare og går aldrig til. De skal slides op, siger børstenbinder Joan Ledet på middelaldermarkedet, der fortsætter hele ugen og slutter på lørdag.