Lokalløb samlede alt fra bedsteforældre til fodboldhold
Alle aldersgrupper var repræsenteret, da Dronninglund Løbet blev afviklet i søndags i godt løbe vejr med sol og en smule blæst. Der var som altid mulighed for deltagelse i løbet uanset niveau, da der var sørget for varierede ruter med forskellige distancer på mellem 3 og 21 kilometer.
Løbet var igen i år arrangeret af Dronninglund Gymnasiums idrætsklasse 2.ab. Klassen stod samtidig for diverse aktiviteter, konkurrencer, præmier og organisering. Overskuddet fra løbet går til idrætsklassens studietur til Club La Santa til foråret.
Knap 400 deltog, og størst deltagelse var der i løbene på 5 og 10,5 kilometer, men der var i det hele taget fin tilslutning til løbet, der efterhånden er en fast eftertårstradition i Dronninglund.
Der er plads til alle fra de engagerede løbere til bedsteforældre med børnebørn.
Et festligt indslag var U10 og U11 pigerne fra Dronninglund IF Fodbold, der stillede op i samlet flok.
- De støtter altid gerne op om gode arrangementer, men særligt i år betød deltagelsen i løbet noget for pigerne, da det blandt andet er deres ungtræner, Karla Valbjørn fra 2.G på gymnasiet, og hendes klassekammerater, der står bag arrangementet, fortalte Maria Bjørnager Balogh fra DIF.