Lokal kirke åbner for musikalsk aften i drømmenes verden
ØRUM: Sange om drømmeland, svaner og håb fylder kirkerummet, når Ørum Kirke åbner dørene til en sangaften om drømme torsdag 19. marts kl. 19 i Ørum Kirke.
Her medvirker vokalgruppen Prima Vista, og publikum kan synge med på en række navnkundige sange, der kredser om drømme.
- Man kan blandt andet synge med på ’Joanna’ af Kim Larsen og lade sig føre med til drømmeland. Måske har man som i visen af Benny Andersson drømt om atten svaner i nat. Vi genoplever også Sebastians poetiske univers, hvor Romeo aldrig helt vågner af drømmen, fortæller organist Lasse Christensen og fortsætter:
- Drømme har altid haft en særlig plads i både tro, kunst og musik. I Bibelen møder vi dem som budskaber og vejvisere, og i sangene bliver de billeder på håb, kærlighed og livsmod. Når vi synger om drømme, deler vi ikke kun ord og melodier. Vi deler også håb og længsler med hinanden, siger organisten, der både står i spidsen for vokalgruppen Prima Vista, akkompagnerer fællessangen fra klaveret og spiller 'drømmemusik' på kirkens orgel.
Sangaftenen arrangeres af menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne, og der er gratis entré. Aftenen rundes af med kaffe og den klassiske drømmekage, som ifølge forlydender oprindeligt stammer fra Klokkerholm!