Lokal forening holder julekoncert
BRØNDERSLEV: Mens Mødrehjælpen i Brønderslev på forskellig vis har markeret organisationens 100-års jubilæum, så afvikles det sidste arrangement i rækken torsdag den 12. december. Det sker med en kombineret jubilæums- og julekoncert i Brønderslev Ny Kirke.
Ensemble Hovaldt er engageret til koncerten, hvor tilhørerne kan se frem til en stor musikalsk oplevelse. Ensemblet udgøres således af internationalt anerkendte musikere i skikkelse af solotrompetist Philip Cobb fra BBC London, Nikolaj Viltoft fra Det Kgl. Kapel, orkesterchef Martin Reinhardt på basbasun samt tidligere Wiener Philharmoniker, Ian Bousfield.Den røde tråd i ensemblet har været at bringe musikere fra Europas førende symfoniorkestre sammen og ad den vej sikre et højt musikalsk niveau. Ensemble Hovaldt har eksisteret i 18 år og har gennem årene optrådt over hele landet.
Ved koncerten i Brønderslev medvirker endvidere opera- og musicalsangerinde, Louise Fribo. Ligeledes optræder Brønderslev Kirkes organist, Tobias Naumann samt herrekoret Frejdig.
- Koncerten giver gæsterne mulighed for at komme i julestemning med smuk musik og samtidig støtte vores arbejde, siger formanden for den lokale afdeling af Mødrehjælpen, Ilse Hansen. Hun beretter videre, at arrangementet også byder på taler af henholdsvis beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) samt formanden for Mødrehjælpens repræsentantskab, Pia Werborg.
Koncerten begynder kl. 19.30 og dørene åbnes en halv time forinden. Billetter kan købes via Billetto.dk og i Mødrehjælpens butik i Brønderslev for 150 kr. Betaler man i døren er prisen 175 kr. Alle entréindtægter går ubeskåret til Mødrehjælpens aktiviteter i Brønderslev Kommune.