Levende kunst for publikum på biblioteket
BRØNDERSLEV: Hvad der begyndte som små dagbogsskitser under barslen med sit tredje barn, er blevet til knap 80.000 følgere på Instagram og en titel som selvstændig tegner.
Kunstneren Line Jensen rammer med sine tegning lige ned i noget enormt genkendeligt hos publikum. Tegninger af tårnhøje stakke med opvask og små kærlighedsglimt i hverdagen viser situationer, de fleste af os kan genkende.
Og den 4. marts kommer Line Jensen forbi Brønderlev Bibliotek for at fortælle om sin kunst. Og tegner "live" for publikum, som får mulighed for at være med til at bestemme, hvad Line Jensen skal tegne.
Med sin fine, humoristiske og lidt naive streg sætter Line Jensen fokus på familielivets udfordringer i hverdagen, men der er også plads til at behandle store emner i små tegninger om klima og feminisme. På Brønderslev Bibliotek kan du møde Line Jensen, når hun kommer forbi for at tale om livet som tegner. Her vil hun også dele, hvilke bøger, der har haft stor betydning for hende gennem livet, og ja - livets små finurligheder vil også blive vendt.
- Det er første gang, Line Jensen besøger Nordjylland for at tegne foran et publikum, som kan glæde sig til at få indblik i Line Jensens kunstnerisk proces og hvordan hun formår at skabe tegninger, der er så rammende for den måde, mange af os lever på, forklarer bibliotekets kommunikationsmedarbejder, Rikke Jacobsen.
Blandt alle købte billetter trækker biblioteket lod om en gratis tegnetid hos Line Jensen i løbet af dagen - den 4. marts. Her sidder du alene med Line i en halv time, og sammen finder I lige det motiv, du gerne vil have hende til at tegne til dig. Naturligvis får du den fine og unikke tegning med hjem. Billetter købt inden 28. februar kommer med i lodtrækningen!
Foredraget finder sted på Brønderslev Bibliotek den 4. marts kl. 19.00 – 21.00. Billetten til foredraget koster 125 kr. og kan købes på www.bronderslevbib.dk eller på biblioteket.