Lars Rasmussen er hovednavn til International Handicapdag

Håndboldstjernen fik i en sen alder diagnoserne ADHD og autisme

22. november 2024 kl. 19.02

Han var en stor håndboldstjerne med en lang karriere og mange landskampe bag sig, og han var med, da landsholdet vandt EM-guld i 2008.

Men der var noget, der ikke spillede for Lars Rasmussen. Han havde i perioder et ustyrligt sind, som kunne være en stor belastning for hans omgivelser.

- Jeg havde det rigtig skidt. Så skidt at jeg ikke havde lyst til at være her mere, fortæller Lars Rasmussen, da jeg ringer til ham.

Var det så skidt, spørger jeg overrasket, for jeg husker jo Lars Rasmussen som en stor sportsstjerne, der må have oplevet masser af succes.

- Jeg havde masser af succes i min sportskarriere, men det var jo bare en facade. Privat havde jeg det ikke godt, og min historie er et eksempel på, hvor dårligt det kan gå, hvis man ikke magter at råbe om hjælp, siger Lars Rasmussen.

Billede beskrivelse

Som 39-årig søgte han hjælp hos en psykiater og fik at vide, at han har udviklingsforstyrrelserne ADHD og Aspergers syndrom. Det sidste er en form for autisme. Nu fik han hjælp og styr på sit liv, og han fik overskud til at skrive en bog om, hvad han havde været i gennem. Det er bogen "What The Fuck Lars".

- Min bog er af Det Kongelige Bibliotek blevet vurderet til at være en velegnet undervisningsbog vedrørende autisme og ADHD. Det er en stor glæde for mig, at jeg kan hjælpe andre mennesker med lignende problemer. Derfor tager jeg også gerne rundt og fortæller min historie, hvis det kan hjælpe andre.

Men du bor jo i København, og der er langt til Brønderslev, afbryder jeg.

- Jeg tager gerne 1000 gange til Brønderslev, hvis jeg kan hjælpe nogen, slår Lars Rasmussen fast.

Lars Rasmussens historie er til at blive klog på. Og det er der god mulighed for tirsdag den 3. december, når Lars Rasmussen kommer til International Handicapdag i Brønderslev Hallerne, hvor han vil fortælle om sit liv med ADHD og autisme.

Det er Danske Handicaporganisationer Brønderslev og ADHD Nordjylland, der står for arrangementet, der begynder klokken 19. Alle er velkomne, også ikke handicappede. Man skal tilmeldes, og det koster 75 kroner at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste